Jamen øh

af Lars Trap-Jensen, Politiken, 26. maj 2007

Jamen øh

»Hvad er det så, de kongelige gæster skal se?«, spurgte nyhedsoplæseren i anledning af det fornemme besøg i Operaen på Holmen forleden. »Jamen de skal se balletten ’Le sacre du printemps’«, lød svaret fra den udsendte journalist. At dømme efter henvendelserne fra læserne står netop denne brug af jamen højt på listen over danskernes hadeord.

»I dag kan man næppe høre nogen udtale sig i radio eller tv, uden at udtalelsen skal begynde med jamen «, skriver Knud Michelsen, Charlottenlund, og Gunnar Jonsson, Hillerød, supplerer: »Er det mig, der er blevet hysterisk, eller er der en ny virus på vej ind i vort sprog? Har ’Sprogligt ’ nogen mening om mit problem?«.

I sin grundbetydning er jamen et bindeord, der udtrykker en modsigelse eller indvending mod det foregående. Uenigheden fremsættes dog på en pæn måde, idet man giver samtalepartneren ret, før indvendingen kommer. Det er også derfor, det især er i talesproget, man støder på ordet. I samtaler er det vigtigt, at man forsikrer den anden om, at man hører efter, hvad der bliver sagt, og at man er enig i det sagte – selv når man ikke er det. Det er ikke nødvendigvis uærligt; uenigheden kan godt komme til udtryk senere i samtalen, efter en hel række af replikker. Det lille ord jamen er med til at give samtalen et glidende forløb: Først knytter man an til den foregående replik med ja ’et (»jeg er enig med dig«, eller måske bare »jeg har hørt, hvad du siger«), og nærmest samtidig foregriber man det kommende forbehold med men ’et (»på den anden side, hør lige engang«). Ordet fungerer dermed som et smøremiddel for at få samtalen til at glide lettere og undgå en konflikt, og det er en vigtig funktion i det talte sprog.

Det er nok også forklaringen på, at jamen også dukker op i situationer, hvor der slet ikke er nogen uenighed. Det bliver da nærmest indholdstomt og fungerer som en ren replikindleder, hvorved den talende kan vinde lidt tid og samtidig signalere sin samarbejdsvilje. I den funktion findes ordet også i varianterne jamen øh og jamen altså. Man skal passe på ikke at overdrive denne brug. Vi kan godt acceptere en vis mængde tomgang i samtalen, ja indimellem er det ligefrem nødvendigt, men hvis det bliver sådan, at ethvert svar automatisk indledes med et jamen, bliver vi irriterede over det, sådan som det fremgår af læsernes reaktioner.

I en kommentar i tidsskriftet Mål & Mæle om samme emne mener professor Erik Hansen, at denne brug af jamen især forekommer i interviewsituationer, hvor der er et publikum til stede i form af lyttere eller seere, mens det ifølge hans iagttagelser ikke er udbredt i naturlige daglige samtaler. Om det sidste er tilfældet, er jeg nu ikke så sikker på, men det er i hvert fald rigtigt, at interviewsituationer er rige på eksempler, og både Knud Michelsen og Gunnar Jonsson nævner da også radio og tv som kilde til deres iagttagelser.

»Spændingen om, hvem der skal blive dansk mester i år, jamen den er væk nu«, lød det fra en FCK-spiller, da holdet havde besejret Brøndby, og han leverede dermed et eksempel på en variant, hvor jamen optræder inde midt i sætningen. I førnævnte artikel karakteriserer Erik Hansen brugen som »en art opsummering, men uden nogen som helst betydning«.

Om denne brug så bliver lige så forhadt som replikindlederen – jamen det vil kun tiden vise.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.