Smagfuld sprogbrug?

af Henrik Andersson, Politiken, 25. juni 2008
af Henrik Andersson, Politiken, 25. juni 2008

En læser, Grethe Ravn, har observeret, at ordet smagfuld har gennemgået en betydningsudvikling. I 1960’erne og 1970’erne brugte man kun ordet i betydningen ’som vidner om god smag, æstetisk tiltalende’, som modsætning til smagløs, hvorimod man nu også ser ordet brugt synonymt med velsmagende, f.eks. i madopskrifter og fødevarereklamer.

Den betydning af smagfuld, som vi finder i udtryk som »smagfuldt indrettet bolig« og »smagfuld påklædning«, har været kendt i dansk siden Ewalds og Baggesens dage i anden halvdel af 1700-tallet. At smagfuld også kan betyde ’velsmagende’, er dog langtfra noget nyt i dansk. Så tidligt som 1794 skrev teologen Christian Bastholm i ’Viisdoms og Lyksaligheds Lære’ disse opbyggelige ord: »At dræbe et Dyr for at nære sig med dets Kiød, og at martre det langsom til Døden for at giøre dets Kiød desto smagfuldere, det er tvende forskiellige Ting«.

Ca. 100 år senere, omkring år 1900, var denne brug af adjektivet imidlertid blevet så kontroversiel, at den måtte forsynes med gåseøjne med distancerende betydning: »Bordene bugnede af de ’smagfuldeste’ og paa den skjønneste Maade opstillede Retter«, hedder det i Arthur Abrahams’ ’Minder fra min Studentertid’ (1896). Ordbog over det danske Sprog beskrev i 1941 betydningen ’velsmagende’ som »nu sjælden«, og 1896-belægget fra Abrahams er da også værkets yngste.

Det er først i de senere år, at betydningen ’velsmagende’ er vendt tilbage fra en ferie på næsten 100 år. Den Danske Ordbog bringer følgende belæg fra en tv-udsendelse fra 1985: »Andefedt er et meget velsmagende fedtstof. Det er mere smagfuldt end olie og margarine«.

Eftersom der er mange sammensætninger med smag som første led, der dannes ved at tilføje et s – smagsdommer, smagsindtryk, smagsløg osv. – kan man støde på sprogbrugere, der skelner mellem smagsfuld (og omvendt smagsløs) ’fuld af velsmag’ og smagfuld (modsat smagløs) ’æstetisk tilfredsstillende’. Formerne smagsfuld og smagsløs er dog i strid med den officielle norm.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen