Myrra skær

af Kjeld Kristensen, Politiken, 23. december 2006

Myrra skær

I 4. vers af ’Et barn er født i Betlehem’ synger vi: »Og Østens vise ofred der / guld, røgelse og myrra skær«. Salmetekstens korte beretning om de vise mænd fra Østerland og deres gaver til det nyfødte Jesusbarn bygger på Matthæusevangeliets 2. kapitel, men her er gaverne »guld, røgelse og myrra«. ’Skær’ er noget, Grundtvig har tilføjet, dels for at få verset til at rime – skær rimer nogenlunde på der – dels for at karakterisere myrraen nærmere. Skær er nemlig et tillægsord, der bl.a. betyder ’ren, fin’; vi kender det fra udtrykkene den rene og skære sandhed og skært kød (dvs. rent kød uden sener, ben eller fedt). Det er altså en ren og fin myrra, en prima myrra, der ofres til Jesusbarnet. Når tillægsordet står efter navneordet i udtrykket myrra skær, skyldes det rimtvangen og Grundtvigs benyttelse af en ældre stilfigur, som vi også kender fra Danmarks nationalsang, hvor »bøgen spejler sin top i bølgen blå«.

Men hvad er så myrra? Myrra er et stof, der stammer fra myrratræet, Commiphora abyssinica, der vokser i Østafrika, især Somalia, og i Arabien. Fra barken udskiller træet et gulligt gummisekret, som uden på barken tørrer ind til rødbrune sprøde korn og klumper. Produktet har været brugt til lægemidler, velduftende salver og olier, røgelse, hellig olie til salvning samt balsamering. Myrra nævnes flere steder i Bibelen, bl.a. i ’Højsangen’, hvor det optræder som skønhedsmiddel og æggende parfume i de erotisk farvede kærlighedsdigte, som ’Højsangen’ rummer. Man kan forstå, at myrra må have været et kostbart, bredt anvendeligt og næsten helligt stof.

Når myrra altså kan regnes som en meget fornem gave til Jesusbarnet, er det egentlig paradoksalt, at man har tolket den som symbol på Jesu kommende lidelse (Jesus på korset), sammen med guldet og røgelsen som symboler på hans kongeværdighed (Jesus, jødernes konge) og guddommelighed (Jesus, Guds søn). Det kan hænge sammen med, at myrra nævnes to steder i evangeliernes beretning om Jesu død og begravelse. Det kan også skyldes, at myrra indeholder et bitterstof. Deraf kommer i øvrigt selve ordet myrra; det er af semitisk oprindelse og derigennem beslægtet med det arabiske ord murr ’bitter’.

Forgifte eller forgive

Spørgsmål fra læserne

Karl Erich Nielsen, Århus, er faldet over formuleringen »den forgiftede russiske eksspion, Aleksandr Litvinenko« i mediernes omtale af denne historie. Han mener, det bør hedde »den forgivne...«. De to udsagnsord forgifte og forgive er beslægtede, både sproghistorisk (gennem udsagnsordet give) og betydningsmæssigt. Forgifte har hovedbetydningen ’ødelægge, forurene eller præparere med gift’; det, man forgifter, er en ting. Forgive har betydningen ’(forsøge at) slå ihjel med en forgiftet drik eller madvare’; det, man forgiver, er et menneske. Men forgifte har ifølge Den Danske Ordbog også betydningen ’dræbe eller gøre alvorligt syg vha. gift’, dvs. nogenlunde den samme betydning, som forgive har. En sammenligning med Ordbog over det danske Sprog viser, at dette er en gammel betydning, der har været næsten ude af sproget en tid, men senere har fået nyt liv. Det er altså lige så korrekt at tale om »den forgiftede russiske eksspion« som om »den forgivne...«, og den første sprogbrug er langt den almindeligste i moderne dansk. Det er nemlig meget sjældent, at man bruger forgiven, forgivet, forgivne som foranstillet tillægsord. Journalister og andre foretrækker helt klart forgiftet i den position.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.