Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Fædrene og obligat/obligatorisk Fædrene og obligat/obligatorisk
 

 

Fædrene og obligat/obligatorisk

af Ebba Hjorth, Politiken, 21. november 2007
af Ebba Hjorth, Politiken, 21. november 2007

Terkel Jakobsen er ved at læse en bog med titlen ’Mit fædrene land’. Titlen har givet ham anledning til at overveje, hvor ordet fædrene kommer fra, hvordan det er opstået, og om der er paralleller til ordet. Terkel Jakobsen nævner selv, at Thummelumsen, hovedpersonen i Gustav Wieds roman ’Livsens ondskab’, med megen patos omtaler sin »fædrene gård«. Mange husker måske Kjeld Markuslunds forrygende morsomme teatersjællandske udtale af netop »fædrene gård« i tv-versionen af romanen.

Det sker ofte, at ordet ses stavet forkert, nemlig som om det var en nutids tillægsmåde: fædrende. Usikkerheden om, hvordan ordet skal staves, er et tegn på, at en del sprogbrugere nok kan regne ud, at ordet er beslægtet med fader, og også har en klar fornemmelse af, at ordet er et tillægsord, men ikke helt har styr på ordets oprindelse. Derfor er det nærliggende at parallelisere fædrene med nutids tillægsmåder anvendt som tillægsord, f.eks. en syngende dreng, og deraf kommer formodentlig den fejlagtige stavning.

Ordet fader – eller far, som vi nu ynder at stave det – er et ord, der findes i alle de indoeuropæiske sprog. Det latinske pater bliver ved en lydforskydning til f.eks. det tyske Vater, det engelske father og det danske fader. I flertal hedder det fædre med en ændring af a til æ og i bestemt form flertal fædrene. Men det er ikke den bestemte flertalsform, der indgår i udtrykkene fædrene gård, fædrene land, fædrene arv osv. Det er derimod et tillægsord, der betyder ’som stammer fra eller vedrører ens far eller forfædre’. Dette tillægsord er dannet til et forældet navneord fædrene, som betød ’slægt eller arv på fædrenes side’. I Flensborg Stadsret, en lov gældende for Flensborg By og oversat fra latin til dansk omkring år 1300, hedder det f.eks. »Af hun hauær athælkunæ børnæ. the mugh krauæ theræ fæthærn hwannær the wilæ«. Det betyder på moderne dansk: »Hvis hun [dvs. enken] har ægtefødte børn, må de kræve deres arv på faderens side, når de vil«. I denne passus ses det, at ’fæthærn’ er et navneord, og dette navneord er afledt af fader. Til navneordet fæthrene dannes så et enslydende tillægsord, som netop er det, der indgår i f.eks. det fædrene land, altså ’det land, som også var forfædrenes’.

En parallel til fædrene er tillægsordet mødrene. Vi kan tale om mødrene arv, mødrene slægt og mødrene side. Ordet er dannet af moder, og dets udvikling er identisk med fædrene. I samme Flensborg Stadsret kan man læse, at »Thær fathær takær annæn kunæ. for brollæp. eller a brollæps dagh. fathær gif ut børn mæthærn«, der på moderne dansk lyder: »Når en far tager en anden kone, da skal faderen, før brylluppet eller på bryllupsdagen, udrede børnene deres arv på moderens side«.

Ordene fædrene og mødrene har altså gammel hævd i dansk og fortjener efter min mening mange år endnu i det danske sprogs tjeneste.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen