Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Kan man fastslå et postulat? Kan man fastslå et postulat?
 

 

Kan man fastslå et postulat?

af Henrik Andersson, Politiken, 21. maj 2008
af Henrik Andersson, Politiken, 21. maj 2008

Ingeborg Rørbye har, skriver hun, længe lagt mærke til, at journalister bruger ordet ’fastslå’ en hel del, når de skal referere politikeres udtalelser – muligvis fordi de gerne vil variere siger/sagde. »Det skurrer i mine ører, fordi det at slå noget fast reelt cementerer en udtalelse, nærmest blåstempler den som sandhed, og det er bestemt ikke altid rimeligt«. Ingeborg Rørbye giver et eksempel fra en artikel i Politiken: »Det er ikke let at finde kvinder, der er kvalificerede til regeringsposter, fastslog Berlusconi« og kommenterer: »Her er det forhåbentlig tydeligt at se, at der er tale om et (tåbeligt) postulat fra Berlusconis side, og derfor er ordet fastslå helt malplaceret. Var det ikke noget for Politikens sprogklumme at fastslå, at sådan bør dette ord ikke bruges?«.

Ordbøgerne giver Ingeborg Rørbye ret i, at fastslå betyder ’påvise eller hævde som afgjort, utvivlsomt, sikkert’ og altså er synonymt med ’konstatere’. Ordet bruges tit som inkvit, dvs. anførende ord eller udtryk i forbindelse med en replik – inquit (med tryk på første stavelse) er latin og betyder ’han siger/sagde’.

Den Danske Ordbogs eksempel på fastslå i den omtalte betydning lyder: »Han er ligeglad med sine børn, fastslår hun«, og Ordbog over det danske Sprog giver bl.a. dette belæg fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per: »Manden er forrykt, fastslog han for sig selv«. Ifølge denne traditionelle brug kan man ikke fastslå noget, der er usikkert, omstridt eller kontroversielt. Hvis man hører til dem, der kun anerkender betydningen ’konstatere’, kan man opfatte eksemplet fra Politiken, som om journalisten bifalder Berlusconis udsagn om, at der kun er få kvinder, der er kvalificerede til at beklæde regeringsposter, og det har garanteret ikke været meningen.

Meget tyder imidlertid på, at fastslå har udviklet en afsvækket betydning, der endnu ikke er registreret af ordbøgerne, ’erklære med overbevisning, hævde med bestemthed, understrege’, og det er ikke noget dårligt bud, at en årsag til denne udvikling kan være, at ordet tit bruges af journalister for at variere det banale inkvit siger uden smålig skelen til betydningsnuancer. Et eksempel på den nye brug fra en avis fra 1991: »– Vores tro og tapre soldater vil kæmpe og sejre i vores kamp mod uretfærdigheden og de uretfærdige, mod vantroen og de vantro, fastslog Saddam Hussein«. Og et mere aktuelt: »– Parterne kan ikke selv klare at løse problemerne med manglende ligeløn, fastslår Connie Kruckow«.

Man må indrømme, at journalister, der bestræber sig på udtryksvariation også med hensyn til anførende verber ved replikker, ikke har mere end en håndfuld ord at gøre godt med. Erklære, hævde, understrege og måske et par stykker til. Hvis journalisterne vil være sikre på at undgå at blive misforstået, skal de nok endnu undgå fastslå i den svækkede betydning som inkvit ved replikker, der udtrykker ønsker, hensigter, prognoser og kontroversielle opfattelser. Men den nye betydningsnuance er i dag så udbredt, at næsten alle en skønne dag vil have vænnet sig til den. Vil jeg tro, men ikke fastslå.

Ikke blot inden for journalistik, men også i andre genrer kan det være et stilistisk problem at undgå det monotone siger/sagde han som anførende verbum. I en bestemt form for folkelig fortællestil kan gentaget inkvit uden variationer dog ligefrem være et forfriskende stiltræk, hvis det ikke overdrives, f.eks. »– så sagde hun, »Alvilda«, sagde hun så...«.

Inden for kunstprosa er der flere måder at komme uden om problemet med monotont inkvit på. Folkeviserne og visse former for impressionistisk prosa kan simpelt hen udelade det. Det kan resultere i en filmagtig fremstillingsform eller fremkalde en illusion af objektivitet, fordi fortælleren trænges i baggrunden, men det kan også have den bivirkning, at læseren efter en lang serie uformidlede replikker kan komme i tvivl om, hvem der siger hvad. Den sene Herman Bang drev teknikken så vidt, at selv en trænet og velvillig læser som Sophus Claussen blev irriteret og følte sig hægtet af.

Uden for journalistik kan inkvit også udvides til at omfatte andre betydningskategorier end regulære ytringsverber, f.eks. metaforer som kvidre, brumme, mumle. Og hvad siger De til eksempler som: »– Godmorgen, hostede hun« eller: »– Tak for mad, det smagte vel nok dejligt, ræbede han«?

Størst mulig variation af anførende udtryk manifesterede sig som stilistisk ideal i nordisk litteratur efter ca. 1870. Den norske digter Jonas Lie, som engang var meget læst og beundret i de nordiske lande, var skoledannende i så henseende. Han gik så vidt som til at anvende bevægelsesverber som inkvit: »– Ser man det, kom hun ind« og: »– Den klarer jeg, sprang han ned i båden«.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen