Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Spanier, spaniol, spaniak Spanier, spaniol, spaniak
 

 

Spanier, spaniol, spaniak

af Henrik Andersson, Politiken, 2. juni 2007
af Henrik Andersson, Politiken, 2. juni 2007
En læser, Marianne Huus, Vedbæk, lærte i skolen, at en person af spansk oprindelse hed en spaniol. Hun har siden opdaget, at spaniol af nogle danskere opfattes som racistisk nedsættende, nærmest på linje med nigger. Hvorfor er spaniol ikke stuerent mere?

I løbet af de sidste 50-75 år er det blevet det almindeligste at kalde en person fra Spanien for spanier. En søgning i artikeldatabasen InfoMedia inden for perioden 1990-2007 giver knap 500 forekomster af spaniol og over 34.000 af spanier. Det skal dog bemærkes, at alle de små 500 belæg på spaniol – trods alt et anseligt antal – ser ud til at bruge ordet helt neutralt.

Tidligere var spanier og spaniol jævnbyrdige, neutrale betegnelser. Måske blev spaniol endda regnet for lidt finere eller mere korrekt end spanier, dels fordi afledningselementet -ol stemmer bedre overens med ordets etymologi – det hedder jo español på spansk og espagnol på det gamle prestigesprog fransk – dels fordi et indbyggernavn, der ender på -ol, er usædvanligt og klinger mere eksotisk end den hverdagsagtige dannelse med -er. Marianne Huus er nok ikke den eneste, der har lært i skolen, at det hedder spaniol, ikke spanier.

Men det går op og ned her i verden, også for ordene. Allerede Ordbog over det Danske Sprog karakteriserer i 1942 spaniol som »nu navnlig dialektalt«, og siden skulle ordet miste yderligere prestige. Ifølge Den Danske Ordbog er spaniol (eller spanioler, som det også hedder i strid med den officielle norm) »især lavsocialt el. gammeldags«.

At spaniol ikke blot er bondsk, plebejisk og passé, men også ligefrem udtrykker ringeagt, er noget forholdsvis nyt. Mon ikke minusladningen er opstået i løbet af 1990’erne, da fænomenet sproglig politisk korrekthed var i vælten? Da det var på mode at drive klapjagt på veletablerede betegnelser for mere eller mindre udsatte minoriteter, overgik der det eksotisk klingende spaniol samme skæbne som neger, sigøjner, evnesvag m.fl. Det er egentlig lidt mærkeligt, for spaniere har i modsætning til afroamerikanere, romaer og udviklingshæmmede aldrig været en ringeagtet minoritet her i landet – vi har vel aldrig haft andre udeståender med spanierne, end at de altid banker os i fodbold og ved et uheld futtede Koldinghus af for 200 år siden. Man skal ikke være blind for, at den politiske korrektheds påvirkning af ordforrådet kan afsløre, at vi danskere i de sidste 15 år er blevet mere fordomsfulde, for hvorfor skulle vi ellers have brug for at give en uskyldig indbyggerbetegnelse en bibetydning i retning af ’guitarklimprende, kastagnetklaprende, sangriaslubrende barbar’?

Der findes for resten en utvetydigt nedsættende betegnelse for spanier, nemlig spaniak. Dette ord er heldigvis ikke særlig udbredt, navnlig ikke i skriftsprog, men at det rent faktisk eksisterer, kan dokumenteres af et eksempel som: »Vi (dvs. det danske fodboldlandshold) skal ud og slås mod spaniakkerne og portugøjserne, og hvad de dér olivenplukkere ellers går rundt og kalder sig« (Ekstra Bladet 2004).

Marianne Huus og andre, der stadig synes, at spaniol lyder smukkere end spanier, må trøste sig med, at den opfattelse, at spaniol skulle være nedsættende, ikke er knæsat af ordbøgerne, og at man skal lede længe, hvis man skal finde belæg for den i faktisk forekommet skriftsprog.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen