Hvem kan flest ord?

af Henrik Lorentzen, Politiken, 2. januar 2008
af Henrik Lorentzen, Politiken, 2. januar 2008
I sidste uge handlede sprogklummen om, hvorvidt engelsk har flere ord end dansk. Denne gang er spørgsmålet, hvor mange ord der er i det enkelte menneskes ordforråd. Her er det vigtigt at skelne mellem det aktive og det passive ordforråd. Det aktive ordforråd består af de ord, vi bruger, når vi taler og skriver, og det passive ordforråd indeholder de ord, vi kender, men ikke nødvendigvis bruger. Det sidste er normalt væsentlig større end det første.

Der er lavet mange både danske og udenlandske undersøgelser af enkeltpersoners ordforråd, og de frembyder ikke overraskende en del problemer. F.eks. er det vanskeligt at afgøre helt præcist, om man kender et ord eller bare tror, man kender det. Og hvilke ord skal udgøre testgrundlaget? Hvor mange litterære, faglige, dialektale eller slangprægede ord skal der med? Under alle omstændigheder fremgår det af mange undersøgelser, at uddannelse, beskæftigelse og læsning har stor betydning for ordforrådets omfang. En undersøgelse for engelsk viste et aktivt ordforråd på mellem 30.000 og 60.000 ord og et passivt på 40.000 til 80.000, mens en tilsvarende for dansk bragte tallet for en enkelt persons passive ordforråd helt op på ca. 95.000 ord.

Her er der tale om såkaldt almindelige mennesker, men hvad med de berømte forfattere? Sidste uges spørger, Jeppe Kruse, slutter sin mail med en vis utilfredshed over, at Kierkegaard, Blixen og Andersen måske har betjent sig af et fattigere sprog end Stephen King og Danielle Steel. Det er ikke lykkedes mig at finde optællinger af netop disse forfatteres ordforråd, men jeg er dog kommet på sporet af nogle andre kendte forfattere. Dansk ligger her ikke så dårligt placeret, for Ludvig Holberg, der godt nok var født i Norge, men boede i Danmark og skrev på dansk, bruger i sine tekster 26.000 forskellige ord. Henrik Ibsen var ikke dansker, men skrev på et norsk, der minder meget om dansk. Hans ordforråd er opgjort til 29.000 ord. I sammenligning hermed kommer selveste Shakespeare, som ellers påstås at have et af de største ordforråd blandt engelske forfattere, kun op på 16.000 ord og overhales af italieneren Dante, der ligger på 17.000. Tyskeren Goethe når i nogle opgørelser helt op på 90.000 ord, men så er navnestoffet også talt med.

Inden der går europamesterskab i den, er det nok værd igen at fastslå, at der er stor usikkerhed om denne type undersøgelser, og at der er store forskelle på sprog, i dette tilfælde engelsk og dansk. Dansk har en fordel ved at kunne danne sammensætninger efter behov – til gengæld er engelsk blevet beriget ved altid at have været åbent over for lån, hvor dansk måske har været mere tilbageholdende. Engelsk har i to perioder været udsat for meget stærk påvirkning udefra, dels fra fransk i tiden efter den normanniske invasion i 1066, hvor overklassen var fransk og talte fransk, dels i renæssancen, hvor det var den latinske indflydelse, der gjorde sig gældende. Det har givet engelsk en stor variation i udtryksmulighederne. Et klassisk eksempel er husdyr og slagtekød, hvor dyrene selv betegnes med de oldengelske ord (f.eks. ox ’okse’, sheep ’får’), mens man bruger franske låneord til at benævne kødet fra dyrene (beef, mutton). Et bryllup kan hedde wedding med et oldengelsk ord eller marriage med et fransk lån. Endelig kan man ud over sådanne synonyme par komme helt op på trekanter som f.eks. ask (oldengelsk), question (fransk) og interrogate (latin). Alle tre ord kan oversættes med ’spørge’, men de har forskellige betydningsnuancer og kan ikke bruges i flæng.

I stedet for at fokusere på antallet af ord kunne man i stedet tælle betydninger, for nogle sprog kan have mange ord med hver sin betydning, mens andre sprog måske har færre ord, der til gengæld kan have mange betydninger hver især. Det siges, at den irske dramatiker Samuel Beckett gik over til at skrive på fransk, fordi han på det sprog mente at have flere muligheder for at bruge tvetydige ord, ord med flere betydninger. Dertil kan man lægge, at fransk også er rigt på homonymer, altså ord der udtales ens, men betyder noget forskelligt og eventuelt også staves forskelligt. Et eksempel er ordene saut, sceau, seau og sot, der alle udtales [so], men betyder noget så forskelligt som ’spring’, ’segl’, ’spand’ og ’dum’. Stilistisk giver det mange muligheder, og talrige ordspil bygger på sådanne tvetydigheder.

Selv om der kan være endog store forskelle på, hvor mange ord man har registreret i forskellige sprogs ordbøger, er der ingen grund til at tro, at sprogbrugere med engelsk som modersmål har et større personligt ordforråd end andre. Det kunne være interessant at se nogle tværsproglige ordforrådsundersøgelser for at få et godt sammenligningsgrundlag. Måske ligger der et godt emne til en sproglig disputats gemt her?

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen