Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme En dybgående forpligtigelse?
 

 

En dybgående forpligtigelse?

af Henrik Lorentzen, Politiken, 2. april 2008

En dybgående forpligtigelse?

Mikael Strandberg fra Virum spørger, om der er forskel på ordene dybgående og dybtgående, og uddyber således: »Jeg har en ide om, at f.eks. en undersøgelse er dybtgående, fordi den altid skal gå i dybet, mens til gengæld viden kan være dybgående, da den ikke altid behøver at bevæge sig i dybet. Er der i øvrigt noget, som hedder dybdegående?«.

I ordbøger som Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog og Nudansk Ordbog er der stor forskel. Dybgående er nemlig et navneord, et dybgående, og det betegner afstanden fra vandoverfladen til underkanten af et skibs køl. Søfartskyndige kan således tale om, at »båden har et dybgående på 85 cm«. Et andet ord for det samme er dybgang.

Dybtgående derimod er et tillægsord, der dels kan bruges konkret om noget, der går langt ned i forhold til overfladen, f.eks. skibe eller planterødder, dels – og vel især – overført om noget, der er grundigt og detaljeret eller griber ind i alle enkeltheder. Vi taler gerne om dybtgående forandringer og ændringer, en dybtgående analyse eller et dybtgående kendskab. På samme måde kan man bruge dybdegående, dvs. ‘som går i dybden’. Det bruges ofte om journalistik, der også kan være dybdeborende.

I den sproglige virkelighed, altså uden for ordbøgerne, kan man dog støde på eksempler, hvor forskellen på dybgående og dybtgående ikke respekteres så nøje. Ser man efter i en større elektronisk tekstsamling som KorpusDK (ordnet.dk/korpusdk), finder man bl.a. dybgående karakteristikker og dybgående delprojekter. Når der kan opstå usikkerhed om disse ords form, skyldes det givetvis, at der findes en del ord, hvor førsteleddene dyb- og dybt- veksler. I nogle tilfælde opfattes dybt som et biord, f.eks. i dybtliggende ‘som ligger dybt’, dybtborende ‘som borer dybt’ eller dybtgående ‘som går dybt’. I andre tilfælde bruges formen dyb som førsteled, bl.a. i dybfryser, dybtryk og dybhav, og også i sammensætninger med farver: dybblå, dybgrøn, dybrød, selv om man ofte bruger formen dybt, når der skrives i to ord: dybt blå, dybt grøn og dybt rød. Tillægsordet dyb(t)følt optræder næsten lige hyppigt i begge former og er også opført som officiel dobbeltform i Retskrivningsordbogen.

Der er således grund til en vis forvirring, men principielt er dybgående altså et navneord, der sigter til, hvor dybt et skib stikker, og dybtgående er et tillægsord, der oftest bruges overført.

Forpligtigelse/forpligtelse

Gitte Jochumsen har svært ved at acceptere formerne forpligtige sig og forpligtigelse. Jeg kan berolige vores læser med, at hun ikke er den første, der har det sådan: Tilbage i 1960 kunne man her i avisen læse, at »ordene forpligtigelse og forpligtige høres ofte... alt for ofte«. Man kan dog ikke med Retskrivningsordbogen i hånden kritisere de lange former forpligtige og forpligtigelse, for de har været sidestillet med de korte former forpligte og forpligtelse siden 1986. De lange former har været kendt i sproget i flere hundrede år og er endda registreret så langt tilbage som 1527, oplyser Erik Hansen i bogen Rigtigt dansk.

Mange synes, de lange former indeholder en overflødig stavelse i form af -ig, og sådan kan det også se ud, hvis udgangspunktet er navneordet pligt som i forpligte. Hvis man derimod tager afsæt i tillægsordet pligtig og sammenligner med andre udsagnsord med forstavelsen for-, dannet af tillægsord, virker de lange former helt systematiske. Tag f.eks. forkorte ‘gøre kort’, forurolige ‘gøre urolig’, forfærdige ‘gøre færdig’. Forpligtige betyder ‘gøre pligtig’ og er dermed helt regelmæssig. Dertil kommer sikkert en indflydelse fra ord dannet med be- som f.eks. berigtigelse og bemyndigelse, hvor -ig (heller) ikke kan kritiseres. Derimod er det sværere at forsvare de også ret udbredte former bekræftige og bekræftigelse, som da heller ikke har fundet vej til Retskrivningsordbogens spalter.

Selv om de korte og de lange former er officielt ligeberettigede, og der er argumenter for, at de er systematiske, er der nok alligevel grund til at holde igen med at bruge forpligtige og forpligtigelse, når de nu støder en del sprogbrugere.

Og det ser da også ud til, at man i hvert fald i skriftsproget stadigvæk foretrækker de korte former: En Googlesøgning giver ca. 5 gange flere forpligtelser end forpligtigelser.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.