Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Jul og julehøns
 

 

Jul og julehøns

af Ebba Hjorth, Politiken, 19. december 2007

Jul og julehøns

Mange har en fornemmelse af, at ordet jul er gammelt i dansk. Men hvor gammelt er det mon, og hvad kommer det af? Hvis vi konsulterer de ordbøger, vi har til rådighed, og ser i den ordbog, der beskriver det nyeste sprog (sproget fra 1950 og frem til i dag), Den Danske Ordbog, angives der ikke nogen datering i den afdeling af ordbogsartiklen om jul, der indeholder historiske oplysninger, men blot formuleringen »af uvis oprindelse«.

Ordbog over det Danske Sprog, der beskriver sproget i perioden fra 1700 til 1950, siger også om ordet, at oprindelsen er uvis. Men hér får vi at vide, at ordet findes i oldnordisk, ældre dansk, i norsk og svensk. Det ser altså ud til, at ordet er nordisk. Det findes i islandsk (jól), færøsk (jól) og norsk (jul), de sprog, sprogforskere rubricerer som vestnordiske; det findes i dansk og svensk (jul), som kaldes de østnordiske sprog, og det findes også i et nu forsvundet germansk sprog, gotisk, i formen fruma jiuleis ’julemåned’. Ganske vist kan englænderne bruge ordet yule og yuletide ’juletid’, hvis de gerne vil efterligne gammelt sprog, men ordet yule er indlånt i engelsk fra nordisk. Også finsk har lånt det nordiske ord for jul i formen joulu.

De ældste eksempler på ordet jul i dansk kan findes i samlingerne i Gammeldansk Ordbogs arkiv, et kartotek over middelalderens sprog, dvs. perioden ca. 1100-1515. I Rydårbogen, en beretning om Danmarks historie, overleveret i et håndskrift fra omkring 1500, står der f.eks. sådan: Ey mange wintær thær efftær drak konningen jull j Roskilde oc bøth hærtugen, hans magh, och syn søster Æstryt til syn jull, på moderne dansk: »Ikke mange vintre derefter drak kongen [dvs. Hardeknud] jul i Roskilde og indbød hertugen, hans svoger, og sin søster Estrid til sin jul«.

Ud over selve ordet jul kender vi fra middelalderen sammensætninger, som også er gængse i dag, f.eks. juleaften, juledagh, julehelaghdagh ’julehelligdag’, julehøghtith ’julehøjtid’, julemat ’julemad’, julenat og juletith ’juletid’. Men andre sammensætninger fortæller om en anden tids skikke og materielle forhold.

Julehelgens varighed beskrives, sammen med andre kirkehøjtiders, i Skånske Kirkelov, en overenskomst mellem ærkebiskoppen i Lund og stiftets beboere. Hér hedder det: þæse ær timæ þe, ær hælh skal hetæ ok halda: (...) iulæhælh fran þæn timæ, ær hun gar in, ok til atanda dah æftir tolfta dah »dette er de tider, der skal kaldes og holdes som helg: (...) julehelg fra det tidspunkt, hvor hun går ind [dvs. advent] og til ottende dag efter tolvte dag [dvs. helligtrekonger]«. At bryde helgen var en alvorlig forbrydelse, der straffedes hårdt, så det var godt at vide helt præcist, hvor længe den varede. Loven er fra sidste del af 1100-tallet, og den citerede tekst er hentet i det berømte håndskrift Codex Runicus, skrevet med runer omkring år 1300.

I begyndelsen af 1500-tallet optræder ordet julehøns i et regnskab. Hér opregnes der, hvad præsten skal have i løn ved juletid: Item xviii iwle høns, summa ix â »ligeledes 18 julehøns, i alt 9 skilling«. Ja, gås er det jo ikke, men 18 høns kan vel også forsøde julen for den stakkels præst.

Ordet jul er således velkendt i middelalderen, men vi ved stadigvæk ikke, hvad ordets egentlige betydning er, og vi ved ikke, hvor gammelt ordet er i de nordiske sprog. Hvad vi ved, er, at ved kristendommens indførelse har fejringen af Jesu fødsel sandsynligvis overtaget betegnelsen på den midvinterfest, som i Norden blev holdt i januar. Ordet jul holdt sig i Norden, selv om kristmesse også blev forsøgt introduceret.

Og det er netop ordet kristmesse, der er blevet den engelske betegnelse for fejringen af Jesu fødsel i formen Christmas, med middelalderlige former som Christes mæsse og cristmasse.

I Tyskland har man fokuseret på selve den nat, Jesus blev født. Tyskernes ord Weihnacht er sammensat af navneordet Nacht ’nat’ og en afledt form af udsagnsordet weihen ’indvie’. Ordet betyder altså ’den indviede, helliggjorte nat’.

Franskmændenes betegnelse er, ligesom de øvrige romansktalendes, knyttet til selve fødslen. Fransk Noël, italiensk Natale, spansk Navidad og portugisisk Natal er alle beslægtet med det latinske tillægsord natalis ’om fødsel, vedrørende fødsel’, der som navneord bruges om Jesu fødselsdag.

Kun nordboerne har altså holdt fast i den oprindelige betegnelse for den hedenske fest og ikke ladet sig lokke af nymodens låneord.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.