Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Enig i eller enige om
 

 

Enig i eller enige om

af Ebba Hjorth, Politiken, 18. november 2006

Enig i eller enige om

Når man bruger sit modersmål, tænker man sædvanligvis ikke over, hvad det er for et fintmærkende redskab, man har til sin rådighed. Ofte kan man blive udsat for, at en udlænding, der skal oversætte en tekst til dansk, eller en person, der har dansk som andetsprog, spørger til et problem eller et særligt forhold, som man som modersmålstalende først bliver opmærksom på, når man får stillet spørgsmålet.

Tag f.eks. de to udtryk være enig i og være enige om.

For en overfladisk betragtning er udtrykkene stort set ens, og de betyder da vist også næsten det samme.

I begge udtrykkene indgår tillægsordet enig, men det ser ud til, at i det ene udtryk optræder enig i ental, mens det andet udtryk kræver flertal, enige. Det hedder Peter er enig i, at de burde tage opvasken, men Peter og Jens er enige om, at de burde tage opvasken. Hvad kan det nu skyldes?

Det skyldes, at enig i de to udtryk alligevel ikke betyder helt det samme.

Ordet har nemlig to lidt forskellige betydninger.

Den ene betydning er ’som samtykker og tilslutter sig en anden persons opfattelse, et forslag, en beslutning eller lignende’. Der er altså tale om en slags hierarki, et over/underordningsforhold mellem samtalepartnerne, hvor A har givet udtryk for en mening eller en holdning, som B derefter tilslutter sig. Den, der er enig, er altså B, hvilket medfører, at tillægsordet får entalsform. B er enig med A i det, denne har sagt.

Den anden betydning er ’af samme opfattelse eller holdning’. Denne betydning ligger bag, når enig bruges om to eller flere personer eller om en forsamling, der er af samme opfattelse eller har samme holdning til en sag. Her er der tale om jævnbyrdige samtalepartnere. A og B har drøftet en sag og ender med at have den samme holdning til sagen. I denne betydning af ordet bruges flertal af enig, og forholdsordet har formen om.

Slag/slaw

Marie Brask, København stiller et spørgsmål om udtale. Hun spørger: »Hvorfor siger man et slag i luften, når det hedder et slaw på tasken ? Ingen ville jo drømme om at sige et slaw i luften eller et slag på tasken, men på den anden side kan man vel både høre slå et slag for og slå et slaw for, og i øvrigt hedder det slawfærdig, ikke slagfærdig. Hvad er der på spil hér? Er der faste udtaleregler, eller er der kaos?«.

Det er et indviklet spørgsmål, der rejses her. Lad os først se på forholdet mellem udtalerne af slag og slawfærdig. Ordet slag havde oprindelig en hæmmelyd, et blødt -g, som slutlyd. Det er den lyd, der stadig afspejler sig i ordets stavning. Dette konsonantiske -g har udviklet sig til en vokalisk j-agtig lyd, sådan som det høres i den moderne udtale af ordet slag. Vokalen a udtales lyst, og den har længde og dermed stød. Når ordet slag indgår i en sammensætning, forkortes ordet, stødet forsvinder, og a’et bliver mørkere (bagtungevokal). Det bevirker, at det gamle bløde -g udvikler sig til et -w. Der er masser af eksempler på dette: bag/bagdel, fag/fagforening, lag/lagdelt, sag/sagforhold, tag/tagryg.

Imidlertid har ordet slag – som selvstændigt ord – i visse områder og dialekter udviklet sig på samme måde, som det gør, når det er første led i en sammensætning. I mange dialekter og i ældre sprog hedder det slaw. Det er denne udtale, der er blevet hængende i en del faste og til dels uformelle udtryk som et slaw kort, bedstemor med slaw i, slaw i slaw, ikke et slaw! og et slaw på tasken.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.