Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Julefrokost + kæp i øret = tømmermænd
 

 

Julefrokost + kæp i øret = tømmermænd

af Ebba Hjorth, Politiken, 16. december 2006

Julefrokost + kæp i øret = tømmermænd

Det er julefrokosternes tid. Ordet julefrokost er en sammensætning dannet af navneordene jul og frokost. Jul ved vi alle, hvad er, og frokost er for de fleste mennesker det (som oftest kolde) måltid, der nydes midt på dagen. Går vi lidt dybere i analysen af ordet frokost, kan vi konstatere, at det er sammensat af tillægsordet fro, der betyder ’tidlig’, og navneordet kost, der betyder ’mad; måltid’. Ordet betegnede altså oprindelig et måltid, der blev spist tidligt på dagen. Med denne oprindelige betydning kom det til at konkurrere med et andet ord, nemlig davre, der for mange kun er kendt fra Brugsens Davrehavregryn, men i nogle dialekter stadig er i brug om dagens første måltid. Davre er sammensat af navneordet dag og et gammelt navneord varth, der betyder ’måltid’. Af disse to ord er davre det ældste i dansk. Det er et såkaldt arveord, mens frokost er lånt fra tysk engang i senmiddelalderen. Ordet frokost har altså skiftet betydning fra ’morgenmad’ til ’(koldt) måltid midt på dagen’, og som en mellemstation er det såmænd også blevet brugt om et måltid mellem morgenmaden og den varme middagsmad kl. 12.

Men for sammensætningen julefrokost gælder det, at det næsten har fået to betydninger. Den ene ligger tæt på de indgående ords betydning og kan beskrives således: ’stort, festligt frokostarrangement, som holdes for familien 1. eller 2. juledag’. Den anden betydning er ’festligt arrangement med spisning, som holdes på arbejdspladser, i foreninger eller lignende i tiden før jul’. I denne sidste betydning kan spisningen finde sted både ved normal frokosttid og på et hvilket som helst tidspunkt derefter. En julefrokost behøver heller ikke nødvendigvis bestå af kold mad, og den kan for den sags skyld finde sted hele året, fordi antallet af julefrokoster, man inviteres til, for nogle er blevet så stort, at december ikke har dage nok.

Kæp i øret

Ved en julefrokost kan det ske, at man får en kæp i øret, eller man drikker sig en kæp i øret. Udtrykket en kæp i øret er ikke beskrevet i Ordbog over det Danske Sprog eller dette værks supplement. Det kan både skyldes, at udtrykket kæp i øret er opstået inden for de seneste 50 år, og at det er for slangpræget til at optræde i nationalordbogen. I Den Danske Ordbog er udtrykket medtaget. Dér er det karakteriseret som slang, og det har beskrivelsen ’beruselse efter indtagelse af alkohol’. Politikens Nudansk Ordbog har beskrevet det i udgaverne fra 1997 og frem. Også Politikens Slangordbog (udgaverne fra 1982 og frem til den seneste udgave fra 2001) beskriver udtrykket, men Kaj Boms Slangordbogen fra 1957 (også Politikens Forlag) kender det ikke. Et forsigtigt skøn kan altså datere det til 60’erne eller 70’erne. Men hvad er forklaringen på det spøjse udtryk, der har varianter som pind i øret ’lettere beruselse’ og (telefon)pæl i øret ’stærk beruselse’?

Mit private bud er, at udtrykket hænger sammen med og er inspireret af tømmermænd. Ordet tømmermænd, brugt som udtryk for smertefuld eftervirkning af en rus, dunken i hovedet eller lignende, er kendt i dansk fra midten af 1800-tallet. På svensk kan man have kopparslagare (kopparslagare ’kobbersmed’), og på hollandsk kunne man i ældre sprog plages af timmerlieden ’tømrere’, når man havde drukket for meget genever. På jysk kan man have en smed i panden dagen derpå, men sædvanligvis får vi altså besøg af tømmermænd (flertal af tømmermand ’tømrer’). Tømmermændene arbejder med tømmer og træ, og det har de til rådighed, når man har drukket sig en kæp i øret. Langt ude? Måske!

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.