Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Kartoffelferie Være i kridthuset
 

 

Være i kridthuset

af Kjeld Kristensen, Politiken, 14. oktober 2006
af Kjeld Kristensen, Politiken, 14. oktober 2006

SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE: Karin Dalsgaard vil gerne vide, hvorfra udtrykket være i kridthuset stammer. »Hvad er det for et kridthus, og hvorfor er det godt at være der?«, spørger hun. Kridthuse var almindelige i 1600-1700-tallet; mange gik rundt med sådan ét i lommen. Et kridthus er en cylindrisk metalbeholder, der ved en skillevæg i midten er delt i to rum med hvert sit låg. Det ene rum var beregnet til opbevaring af kridt til regnskabsføring på en tavle, og i det andet rum kunne man have småpenge. I kridthuset kunne man også opbevare små genstande, der erindrede en om personer, som betød noget for en, og som man gerne ville gøre noget for. Derfor var det godt for en person at være repræsenteret ved ting i andre folks kridthuse. Deraf kommer det, at udtrykket være i kridthuset hos nogen betyder ’være vellidt og afholdt af nogen så man kan forvente at blive behandlet med særlig velvilje af vedkommende’ (Den Danske Ordbog).

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen