Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Klassikere på moderne dansk Klassikere på moderne dansk
 

 

Klassikere på moderne dansk

af Ebba Hjorth, Politiken, 14. maj 2008
af Ebba Hjorth, Politiken, 14. maj 2008

En læser fra Århus skriver: »Det kunne være spændende at høre, hvad Det Danske Sprog- og Litteraturselskab mener om Den Nye Aftale, Bibelselskabets oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk. Mener I – som redaktørerne af oversættelsen selv hævder – at den er med til at udvikle og forny det religiøse sprog, eller at den gør sproget fattigere, når den ikke bruger ord som nåde og barmhjertighed? Ville det være godt at gøre andre klassikere tilgængelige på samme måde?«.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor bidragyderne til Sprogligt er ansat, har ikke som institution nogen mening om Den Nye Aftale. Hvad der siges i disse klummer om det danske sprog og om sproglige problemer, står helt for den enkelte skribents egen regning. Klummeskriverne har ikke alle det samme sprogsyn eller den samme opfattelse af, om bestemte sproglige udviklinger er af det gode eller af det onde.

Det er min opfattelse, at fordi sproget er så grundlæggende et apparat til begrebsdannelse, til kreativitet og til samvær, er alle mennesker meget følsomme over for sproglige ændringer. Denne følsomhed er særlig stor, når det drejer sig om det religiøse sprog. Juleaften vil mange af os fra Lukasevangeliets andet kapitel gerne høre: »Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig« (autoriseret oversættelse fra 1948). Vi bryder os derimod ikke om, at den sidste sætning lyder: »for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn« (autoriseret oversættelse fra 1992). Og helt forfærdeligt synes nogle, det bliver, når det hedder: »Josef blev skrevet på folketællingslisten sammen med sin forlovede Maria. Hun var højgravid med sit første barn« (nyeste oversættelse fra 2007, Den Nye Aftale, som ikke er autoriseret).

Vi ser altså over de seneste 60 år en udvikling fra frugtsommelig trolovet over forlovet som venter et barn til højgravid forlovet. Selv om jeg holder mest af formuleringen fra min barndoms bibeloversættelse, mener jeg, det er nødvendigt at tilpasse en så central tekst som Bibelen til det moderne sprog. Bibelen er blevet til under helt andre samfundsforhold med normer og grundholdninger meget forskellige fra dem, der hersker i dag. Det er min opfattelse, at hvis man ikke tilpasser formuleringerne i Bibelen til et sprog, som kan forstås og accepteres af moderne mennesker, bliver bibelteksterne en hindring for tro. Bibelteksterne bliver ikke fattigere af at blive nyoversat, snarere tværtimod, blot det sker fra originalsprogene, som for Det Gamle Testamentes vedkommende er hebraisk og for Det Nye Testamentes er græsk.

Kærlighed og Guds gaver er for mig at se udmærkede og brugbare erstatninger for det svære ord nåde. Men de nye oversættelser kan næsten ikke undgå at røre ved tolkninger af de bibelske tekster. I første kapitel af Lukasevangeliet fra 1948 står der, at Gabriel blev sendt »til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef«. I 1992 oversættes der til »en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef«. Den Nye Aftale skriver »en ung pige, Maria. Hun var jomfru, men forlovet med Josef«. Diskussion af ordet jomfru og af jomfrufødsel bliver nærliggende.

»Vil det være godt at modernisere klassikere?«, spørger læseren til sidst. Svaret må være et ja. I hvert fald er det almindeligt, at klassiske litterære værker på andre sprog end dansk med jævne mellemrum nyoversættes til dansk. Begrundelsen for disse genoversættelser er ofte, at sproget i de eksisterende oversættelser er for støvet og utidssvarende. Også danske værker forfattet på latin er blevet oversat til tidens moderne dansk med jævne mellemrum. Tænk f.eks. på Saxos ’Gesta Danorum’ (ca. 1200), der første gang blev oversat til dansk af Anders Sørensen Vedel i 1575 og senest – efter fire mellemliggende oversættelser – af Peter Zeeberg i 2000. Samme år udkom Ole Meyers genoversættelse af Dantes ’Den guddommelige komedie’, og Shakespeares ’Hamlet’ er også nyoversat i de seneste år af Niels Brunse.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) har som en af sine opgaver at udgive klassiske danske værker i såkaldt kildekritiske udgaver, dvs. udgaver, der er i overensstemmelse med forfatterens manuskript eller med den først trykte udgave. Disse udgaver er et godt og sikkert grundlag for udgaver i et moderne dansk sprog, hvis nogen måtte ønske at udgive det, men det ligger uden for DSL’s arbejdsopgaver. Dog er Peter Zeebergs Saxo-oversættelse tilvejebragt i DSL-regi, og selskabet planlægger også andre oversættelser til moderne dansk af danske værker skrevet på latin.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen