Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Magasinet fås i boghandlerne
 

 

Magasinet fås i boghandlerne

af Ebba Hjorth, Politiken, 14. april 2007

Magasinet fås i boghandlerne

For nylig forøgedes rækken af gratisblade med en publikation om bøger. BogMagasinet hedder bladet, og det blev præsenteret i P1’s program Kulturnyt. Journalisten sluttede indslaget således: »Magasinet kan hentes i boghandlerne«. Ordet boghandlerne blev – overraskende – udtalt uden stød i ’-handlerne’.

En person, der sælger bøger, er en boghandler. Boghandler hedder boghandleren i bestemt form ental, boghandlere og boghandlerne i ubestemt og bestemt flertal. Bøjningsformerne udtales, ligesom ordet i grundform, som oftest uden stød i det sidste led -handler, men kan dog også høres med stød.

Det sted, boghandleren sælger bøger fra, hedder en boghandel, og dette ord udtales altid med stød i -handel, også i bøjningsformerne boghandelen, boghandler og boghandlerne.

Sammenligner vi de to ord og deres bøjningsformer, ser vi, at bestemt flertal falder sammen med hensyn til stavningen i formen boghandlerne. Når boghandler – altså personen, der sælger bøger – udtales med stød, falder bestemt flertal af de to ord også sammen i udtalen.

Dette sammenfald er måske medvirkende til, at ordet boghandler ’person, der driver en forretning, der sælger bøger’ også bruges med betydningen ’forretning, der sælger bøger’. Den Danske Ordbog bringer et klart eksempel herpå: »Granguirlanderne ved boghandleren hang og dinglede i blæsten« (Hjemmet 1988).

Ordet boghandler bruges altså både om personen, der sælger bøger, og om forretningen, bøgerne sælges fra. Og det er netop det, P1-journalisten viser, når han siger: »Magasinet kan afhentes i boghandlerne« og udtaler ordet uden stød.

Da farmor var pige

Spørgsmål fra læserne

Kirsten Danø, Grenaa, har lagt mærke til, at man kan sige »Da farfar var dreng«, men ikke »Da farmor var pige«. Hér må man ty til formuleringen »Da farmor var en lille pige«. »Er der mon nogen forklaring på denne brug og manglende brug af henholdsvis dreng og pige?«, spørger hun.

Jeg har lagt mærke til det samme, og jeg har også følt det uretfærdigt, at mænd har den prægnante formulering »da jeg var dreng (osv.)« til deres rådighed, mens kvinder må opgive deres køn og sige: »Da jeg var barn« eller opdele barndommen i to dele med formuleringerne »da jeg var en lille/stor pige«.

Nogen sikker forklaring på spørgsmålet har jeg ikke, men dog et par bud:

Ordet pige bruges i moderne dansk om et barn eller en ung person af hunkøn. Hertil svarer dreng med betydningen ’barn eller ung person af hankøn’. Pige kan imidlertid også bruges om en (yngre) kvinde. Det er altså både kønnet og alderen, der kan være hovedsagen, når man bruger ordet pige, og sådan har det været længe. Ordet dreng kan også betyde ’person af hankøn, uden hensyn til vedkommendes alder’, men i denne betydning anvendes ordet oftest spøgende og med tillægsord foran, f.eks. de gamle drenge, og denne brug af ordet har kun været kendt i de sidste 50 år. Pige er altså ikke så entydigt et barn, som dreng er. Dertil kommer, at betydningen ’tjenestepige’ (f.eks. ung pige i huset) er mere udbredt end den tilsvarende brug af ordet dreng om en (yngre) medhjælper på f.eks. en gård.

Den bredere betydning af ordet pige kan være grunden til, at ingen vælger at sige: »Da jeg var pige (osv.)«.

Men der findes ældre eksempler på vendingen da jeg var pige. I en ordsprogssamling fra 1879 optræder sågar ordsproget »Da jeg var pige, da var der piger til«, så der er god grund til at genoplive udtrykket »da jeg var pige...« og dermed udfylde et hul i sproget.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.