Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Frimærke med sprogfejl?
 

 

Frimærke med sprogfejl?

af Kjeld Kristensen, Politiken, 13. januar 2007

Frimærke med sprogfejl?

Forleden udkom der et nyt velgørenhedsfrimærke. På frimærket ses kronprinsparret sammen med den lille prins Christian. Overprisen på 50 øre går til – som der står på frimærket – Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond. Jeg kan berolige Post Danmark med, at fondens navn er korrekt gengivet på frimærket; den hedder virkelig sådan.

Det bemærkelsesværdige ved navnet er, at begge ægtefællers navne har fået tilføjet et s. Det er ellers en almindeligt accepteret regel i dansk, at man nøjes med at tilføje et s til det sidste ord i en ordgruppe, hvor de enkelte led tilsammen betegner et par eller en anden flerhed, som er fælles om det, der kommer efter s’et. For nu at blive i kongehuset må det hedde Frederik og Marys bryllup, fordi de to blev gift med hinanden og ikke med hver sin anden partner 14. maj 2004. Dette sproglige fænomen har man kaldt gruppeejefald; det er gruppen, dvs. det sidste ord, der får et s efter sig, ikke hvert af leddene.

Hvorfor så Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond med to s’er? Måske skal svaret søges i et tidligere skift i kongehusets navngivningsskik for fonde. På kongehusets hjemmeside kan man se, at én af fondene hedder Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål (uden sFrederik), men at det nuværende regentpars tilsvarende fond hedder Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond (med sMargrethe). Når reglen om gruppeejefald tilsidesættes, som i sidstnævnte tilfælde, får personerne en mere selvstændig stilling i forhold til hinanden end ellers. Det er ikke i helt så høj grad parrets fælles fond; det er snarere en fond, som to ligestillede, indbyrdes uafhængige personer har sammen.

Ét s signalerer altså fællesskab og samhørighed, to s’er selvstændighed og ligestilling. Det er alt sammen positive værdier, men man kan nu godt have sympati for det fællesskab, som brugen af gruppeejefald viser, f.eks. i navnet på én af landets kendteste fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Kunne man tænke sig, at det familiefællesskab, der så smukt stilles til skue på det nye frimærke, også kunne komme til udtryk i en lille ændring af navnet på kronprinsparrets fond?

Danske plante- og dyrenavne

Spørgsmål fra læserne: Jens Mårbjerg, Skanderborg, spørger om, hvordan man korrekt skriver danske plante- og dyrenavne. Som han skriver i sin mail, kan man rundt omkring møde flere muligheder: med stort eller lille begyndelsesbogstav og med eller uden bindestreg.

Ifølge Bibelens Første Mosebog var det Gud, der skabte verdens planter og dyr, og Adam, der »gav alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn«. Men Adam gav jo ikke hvert enkelt individ et navn som f.eks. Blis, Trofast, Oliver eller Hannibal; han gav alle individer med samme kendetegn og egenskaber en bestemt betegnelse, f.eks. hest, hund, kat eller mus. I streng forstand er et navn et (eller flere) ord, der udpeger én enkelt person, ét enkelt dyr osv. Blis er den bestemte hest, der hedder sådan. Hest derimod er en sproglig betegnelse, der henfører individer til en kategori med bestemte kendetegn og egenskaber.

Som eksemplerne ovenfor viser, og som vi også godt ved, skrives et navn med stort begyndelsesbogstav, mens en betegnelse for en kategori af f.eks. planter eller dyr, typisk en planteart eller en dyreart, skrives med lille. Sådanne betegnelser er helt på linje med betegnelser for f.eks. møbler som stol, bord, skab og reol. Altså: Betegnelser for planter og dyr skrives med lille og i øvrigt også uden bindestreg, f.eks. elsdyrantilope, bittersød natskygge, køllevalmue, rød fluesvamp og grønbroget tudse.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.