Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme I sommer eller i sommers
 

 

I sommer eller i sommers

af Henrik Andersson, Politiken, 12. marts 2008

I sommer eller i sommers

For nogle uger siden klagede flere læsere over, at de havde set formuleringen siden i sommers i en overskrift i Politiken. Protesterne foranledigede ligefrem en henstilling fra Læsernes Redaktør: »Jeg har nu indskærpet hele redaktionen, at det hedder siden i sommer siden i sommers «.

og ikke

I sommers og i vinters er et af sprogrigtighedsdebattens uopslidelige emner. Normens stridsmænd har næsten brudt lige så mange lanser i kampen mod i sommers som mod fordi at, og lige lidt har det hjulpet. Mange sprogbrugere kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at bruge den uglesete konstruktion, eller måske snarere: Det falder dem ikke ind, at der er noget galt med i sommers. Meget tyder endda på, at formen med -s bliver stadig mere udbredt, også blandt ellers normbevidste sprogbrugere.

Ordbog over det danske Sprog betegnede i 1941 i sommers som »nu næsten kun dialektalt«, men siden har konstruktionen bredt sig til rigssproget. Den Danske Ordbog forsyner den med sin stærkeste advarsel: »Denne konstruktion regnes af mange for ukorrekt«.

Ikke desto mindre er der sagligt set en del, der taler til fordel for formen med -s. For det første er udtrykket i sommers entydigt, for det kan kun betyde ’i den just forgangne sommer, sidste sommer’, hvorimod prestigeformen i sommer ikke blot kan betyde ’sidste sommer’, men også ’i den indeværende sommer’ (f.eks. »vi har fået meget regn i sommer«) og ’i den umiddelbart forestående sommer, til sommer’ (f.eks. »hun skal til eksamen i sommer«).

For det andet er i sommers logisk, for så vidt som det passer ind i et mønster for angivelse af umiddelbar fortid med i og navneord + s : i aftes, i morges, i onsdags, i formiddags.

For det tredje er der ikke sproghistorisk noget, der taler mod i sommers. I middelalderens og renæssancens sprog ser det ud til, at (ud)i sommers og (ud)i sommer har haft lige stor prestige, for vi kan finde formen med -s i adskillige kilder, heriblandt dokumenter fra en normsættende instans som centraladministrationen. Hertil kommer, at i sommers stemmer fint overens med et med dansk så nært beslægtet sprog som svensk, hvor i sommer om fortiden hedder i somras. Nu vi er ved det historiske: s ’et er ikke et ejefalds-s, men et særligt bøjningselement, der angiver fortidighed i forbindelse med bestemte navneord.

For det fjerde forekommer det at være tilfældigt, at netop i sommers (og i vinters) skulle være ukorrekte. Udtrykkene i formiddag og i eftermiddag er lige så flertydige som i sommer og i vinter, men her forsynder man sig ikke mod sprognormen ved at sige og skrive i formiddags (og i eftermiddags). Måske kunne man på et meget spinkelt grundlag formulere den regel, at man ikke kan bruge s -formen, når man henviser til fortidige forhold af mere end et døgns varighed, men en sådan regel har vist endnu ikke været officielt formuleret.

Bl.a. som en følge af, hvad der i det konkrete tilfælde forekommer at være vilkårlighed i normdannelsen, kan man støde på sprogkorrekthedspietister, der med lidenskab anfægter folks ret til at sige og skrive i formiddags og i eftermiddags, men det må man altså godt, også officielt!

Alligevel har Læsernes Redaktør uden tvivl gjort ret i at indskærpe Politikens redaktion, at udtrykket i sommers bør undgås. Der er stadig mange, der har fået indpodet i skolen, at i sommers og i vinters er skrupforkert, og deres opfattelse bekræftes endnu af rådgivende instanser med fingeren på den sproglige puls såsom Dansk Sprognævn, de videnskabelige ordbøger og Håndbog i nudansk.

I Platons stat ville man nok se med mildhed på brug af konstruktionen i sommers, men vi lever nu engang i Absalons kloakker, og her skal man vælge formen i sommer, hvis man ikke tør løbe risikoen for uberettiget at blive regnet for bonderøv, plebejer eller simpelt hen idiot.

Kastration

Benthe Stig spørger, om det virkelig kan passe, at handlingen at kastrere hedder kastraktion. Hedder det ikke kastration uden -k -?

Jo. Man ser og hører ret tit den forkerte form kastraktion, og det er en sprogfejl, der ikke har haft særlig stor bevågenhed.

Formen kastraktion er måske opstået ved afsmitning fra ord som abstraktion, distraktion, ekstraktion, ord, der alle er afledt af det latinske udsagnsord trahere ’trække, drage’.

Kastrere og kastration kommer af latin castrare og castratio, med samme betydning som på dansk. Nogle ordbøger oplyser, at latin har det fra sanskrit çastra ’kniv’ – sanskrit er det ældste indoeuropæiske sprog i Indien – andre, at ordet formentlig kommer af en indoeuropæisk rod med betydningen ’skære’, som vi genfinder i navneordet hæs ’stor korn- eller høstak, som står i det fri’. Én ting står fast: Kastrere og kastration har intet med trahere at skaffe, så formen kastraktion er en fejl.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.