Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme En kop kaffe til?
 

 

En kop kaffe til?

af Kjeld Kristensen, Politiken, 12. december 2007

En kop kaffe til?

I dag skal vi på kafferundtur i Norden. I de nordiske lande drikkes der mere kaffe end de fleste andre steder i verden, og én kop er sjældent nok. Hvis man betaler for sin kaffe på en café eller et cafeteria, dækker prisen sommetider en kop mere, og ved rejse i Norden kan det være praktisk at vide, hvad denne ekstra ydelse for pengene hedder i de nordiske sprog.

Vi begynder rundturen i Danmark. Hvis man kan få fyldt ny kaffe på koppen, hedder det traditionelt en påfyldning; det er blot en speciel brug af ordet, der har den brede betydning ‘det at fylde noget på’, f.eks. benzin på bilen. Men i det moderne caféliv taler man om en refill, et oprindelig engelsk ord, der bl.a. betyder ‘påfyldning’. Mere sjældent i dansk er ordet påtår, der ifølge Supplement til Ordbog over det danske Sprog både betyder ‘(kaffe)tår der fyldes på en halvfuld kop’ og ‘en kop (kaffe) til’. Ordet er ikke gammelt i dansk; den første registrerede forekomst er fra 1935.

Dansk har antagelig ordet påtår fra svensk, hvor det er næsten 100 år ældre. Det mærkelige, men almindelige svenske ord er sammensat af ‘derpå, bagefter’ + tår ‘mindre mængde af en drik’. Det er en tår, man får efter den første kop. De praktiske og kaffetørstige svenskere har også et ord for endnu en kop, altså den tredje kop; det er tretår.

Det almindelige, neutrale norske ord om kaffe eller andet, der fyldes på, er påfyll. Nordmændene har i modsætning til danskerne både et ord, påfyll, for det, der fyldes på, og et ord, påfylling, for handlingen at fylde noget på. Påtår er også almindeligt i norsk; det bruges vist mest om en ekstra lille portion af en drik, ofte kaffe, som fyldes oveni. Ifølge mine norske kilder ser det ud til, at påtår er indlånt fra svensk; ordet er nemlig udbredt i dialekterne på Østlandet og i Trøndelag, områder med megen kontakt på tværs af grænsen til Sverige.

På Færøerne har man ikke et almindeligt udbredt ord for en ekstra kop kaffe til samme pris, men nogle færinger kalder det uppíaftur, egentlig et biord sammensat af uppí  ‘i, dvs. i koppen’ + aftur ‘igen; en gang til’. Det fortælles, at man i Det Færøske Hus i København annoncerer med píaftur, en talesprogsnær form, hvor den første, tryksvage stavelse af uppíaftur er udeladt.

På Island spørger man, om der er ábót med i prisen. Ábót har en bredere betydning: ‘ekstra portion, f.eks. af mad; supplement; bonus’, og det er sammensat af á ‘på’ + bót ‘tilføjelse’. Man kan netop opfatte ábót som en tilføjelse oven på den første kop kaffe.

Om lidt er kaffen klar på de nordiske cafeer!

Sin og sine

To læsere, Jørgen Lehrmann Madsen og Jens Johan Brogaard, har reageret på artiklen i Sprogligt for nogle uger siden om det velkendte problem sin over for hans/hendes. De peger på en beslægtet grammatisk nød for skrivende danskere, nemlig sine over for deres.

Sin og sine bruger vi på dansk som tilbagevisende stedord, når det grundled, stedordet viser tilbage til, står i ental. Med et banalt eksempel skal det hedde »han tog sin hat og sine handsker«. Hvis grundleddet står i flertal, skal det stedord, der viser tilbage til grundleddet, være deres og ikke sine. Det hedder altså f.eks. »eleverne hentede deres bøger«. Det er egentlig en upraktisk regel, for er det deres egne bøger, de henter, eller er det nogle andres? Den usikkerhed kan man rydde af vejen, hvis man taler norsk eller svensk, for i disse sprog hedder det sine, hvis det er elevernes egne bøger, de henter, men deres, hvis det er nogle andres.

Det, der så ifølge Lehrmann Madsen »invaderer sproget med øget adrenalinproduktion hos ældre læsere/lyttere til følge«, er brug af sine i stedet for deres ved grundled i flertal. Iagttagelsen er rigtig. Blot to eksempler fra dagspressen. En ishockeyspiller udtaler til Frederiksborg Amts Avis den 28. september: »Kampene sætter sine spor, og man skal lige rettes ud dagen efter«. Fra en artikel i Jydske Vestkysten den 1. december: »Stadig flere danske virksomheder tilbyder sine medarbejdere at spare i skat ved at lade dem købe medarbejderobligationer«. Tendensen er almindelig.

Mange danskere er åbenbart usikre på, hvordan de tilbagevisende stedord skal bruges. Mange er klar over, at man for alt i verden ikke skal dumme sig ved at bruge hans/hendes i stedet for sin, og derfor udvider de rammerne for brugen af sin til også at omfatte tilfælde med grundleddet i flertal. Der er tale om hyperkorrekthed – overkorrekthed.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.