Lyske

af Kjeld Kristensen, Politiken, 11. november 2006
af Kjeld Kristensen, Politiken, 11. november 2006

Spørgsmål fra læserne

For et par uger siden behandlede Sprogligt navneordet lyske ’partiet mellem lår og underliv’. Torun Gjelsted gør opmærksom på, at der også findes et udsagnsord lyske. Som barn læste hun ivrigt om grønlandsfarerne Knud Rasmussen og Peter Freuchens bedrifter på deres ekspeditioner. Når de kom til en boplads og blev bedt ind i et hus, skete det ofte, at de smed det meste af tøjet og blev lysket af husets kvinder. Torun Gjelsted opfattede det dengang som noget frækt, men spørger nu, hvad det egentlig betyder. Lyske betyder såmænd ’afluse; pille lus af’, og ordet er dannet af lus, ved at endelsen -kia er føjet til og har bevirket i-omlyd af u i lus til y ; altså er luskia blevet til lyske. Fra danske dialekter kendes også betydningen ’udsøge sig det bedste af noget, f.eks. mad’, idet man så udfører lignende bevægelser med fingrene, som når man piller lus af.

Teksten er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, denne gang Kjeld Kristensen.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen