Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Det var fandens
 

 

Det var fandens

af Henrik Lorentzen, Politiken, 11. juni 2008

Det var fandens

I dag er det fandens fødselsdag. Ja, der er da også andre, endda højtstående personer, der har fødselsdag i dag, og tillykke med det. Vi almindelige dødelige har kun fødselsdag én gang om året, men Fanden har hele to, nemlig den 11. juni og den 11. december.

Betegnelsen fandens fødselsdag henviser til, at det tidligere var på de to datoer, at man skulle betale sin gæld, specielt terminsbetalinger på fast ejendom. Og det har jo aldrig været en fornøjelse at skulle af med penge, hverken en eller flere gange om året. Udtrykket er kendt på skrift fra 1888, men det har givetvis eksisteret længere i talesproget, og nogle vil datere det så langt tilbage som midten af 1600-tallet. Nu om dage er det blevet almindeligt med kvartårlige eller månedlige terminer, så begrebet fandens fødselsdag spiller ikke længere den samme rolle, men udtrykket lever fint videre i sproget.

Selve ordet fanden stammer formentlig fra frisisk fandiand ‘den fristende, fristeren’, og det er almindeligt i den folkelige tradition i Norden. I det bibelske sprog bruger man andre navne for den personificerede ondskab, f.eks. Djævelen, Satan, Antikrist eller Den Onde. Den folkelige udbredelse af ordet fanden kommer selvfølgelig til udtryk i en lang række eder og kraftudtryk af typen hvad fanden, fandeme, fandens også. De fleste kan uden besvær fortsætte listen, hvis de da vil tage ordet i deres mund.

Ud over kraftudtrykkene optræder Fanden i mange billedlige udtryk: Hvis man løber meget hurtigt, har man fanden i hælene, og har man hang til pessimisme, bliver fanden hurtigt malet på væggen. Kniber det med at læse en tekst efter dens hensigt, læser man den, som fanden læser Bibelen.

At Fanden har været nærværende i jævne folks bevidsthed, fremgår også af en del folkelige navne på upopulære planter som f.eks. haveejernes skræk, fandens mælkebøtte, eller fandens nosser, den giftige og ildelugtende bulmeurt. Og Fanden sniger sig også ind i den tekstgenre, hvor den folkelige visdom virkelig viser sig: ordsprogene. Blandt de mest kendte er vel Fanden hytter sine, når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele hånden og da Fanden blev gammel, gik han i kloster.

Inden vi får snakket fanden et øre af, må vi hellere stoppe, for et andet gammelt ordsprog siger, at når man taler om Fanden, kommer han, og det vil vi vel nødig risikere, især i dag, hvor han har inkassatortasken med!

Fortov

Et andet f-ord er fortov. Vi er alle fortrolige med den gængse betydning af ordet, nemlig ‘smalt område for fodgængere langs med en gade eller en vej’, men Børge Danielsen, Frederikssund, er stødt på ordet i en usædvanlig brug og sammenhæng. Han giver en række eksempler fra en liste, der er fremkommet under hans søgen efter forfædre på Bornholm: »Aar 1886: 4. Selvejergaards Fortaug Østermarie Sogn. Aar 1886: 15. Selvejergaards Fortov Vestermarie Sogn«. Som det kan ses, lå stavningen ikke helt fast, og man har også registreret stavemåderne fortoug og fortog.

For at forklare, hvordan fortov kan optræde her, skal vi tilbage til ordets oprindelige form. Det er sammensat af for i betydningen ‘foran’ og det oldnordiske ord ta (med langt a), der betød ‘faststampet plads, vej’. I middelalderen havde ordet formen forta eller forte og blev senere omdannet til fortaa og fortov. Ordet blev brugt om et grundstykke foran eller omkring en gård eller et hus, og det ser ud til, at den betydning har holdt sig bedst på Bornholm. I Ordbog over det danske Sprog gives eksemplet: »I Rø Sogn paa 3., 7., 8. og 9. Selvejergaardes Fortov findes en Skov«, der netop stammer fra en tekst om Bornholm. Man kunne også tale om kirkens fortov, altså den åbne plads foran eller omkring kirken, hvilket vi i dag ville kalde kirkepladsen.

I forlængelse af betydningen ‘plads, vej’ betegnede ordet fortov først stykket mellem husene og gadens midte, og senere blev det indsnævret til det, vi kender i dag, nemlig stykket mellem husene og kørebanen. Allerede i 1600-tallet dukker denne betydning op i København, mens vi skal op i anden halvdel af 1700-tallet, før der for alvor anlægges brolagte fortove i Danmark. Her kommer det franske ord trottoir også ind i sproget som konkurrent til det pæredanske fortov, sikkert indført af den franske ingeniør Jean Marmillod, der i 1764 var blevet hidkaldt for at hjælpe os med at bygge moderne veje.

Orddelen -tov kendes også fra ordet spiltov, der betegner en bås i en hestestald. Spil har her hverken noget med en totalisator eller et hejseværk at gøre, men er et gammelt dansk ord, der betyder ‘pind, stok, tremme’. Spiltovet er altså egentlig en stampet plads omgivet af tremmer.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.