Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sproget — Jyllands-Postens sprogklumme Ord der gør dig gammel
 

 

Ord der gør dig gammel

af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 16. september 2008
af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 16. september 2008

Vi kender det alle sammen – os der har passeret de 30 år. Første gang et gråt hår eller en rynke viser sig i spejlet, er ikke sjov. Hårstrået og rynken er kommet snigende som en tyv om natten og er tydelige beviser på at den første ungdom er overstået.

Sådan kan det også være med ord. Der findes ord som pludselig kan gøre os opmærksomme på at vi ikke længere er på toppen af vores ungdom. Sådan er det fx med et ord som cowboybukser. Første gang jeg oplevede at en ekspedient kneb øjnene sammen og spurgte »Mener du jeans?«, vidste jeg at den første ungdom havde fortaget sig. Men jeg undrede mig nu alligevel. Jeg mener, det var jo ikke fordi jeg havde sagt »Tøv en kende« eller »Den er mægtig, du gamle« eller et andet håbløst forældet udtryk. Men pludselig er cowboybukser blevet et aldersafslørende ord. Snigende som en tyv om natten er det kommet.

Og det er jo bare starten. For så kommer der flere skeptiske ekspedienter med sammenknebne øjne når man i en parfumeriafdeling fx spørger efter en rouge. Det var ikke det forældede kindrødt jeg spurgte efter. Men nu hedder det åbenbart blush. Og ordet gamacher er det åbenbart også kun os over 30-årige der kan finde på at sige – nu hedder det leggings.

For at man ikke bare skal tro at det aldersafslørende gælder engelske lån, og man derfor bare kan oversætte alle ord til engelsk for at være med på noderne, kan man jo prøve at bede om en hof på en cafe. »En hvaffor en?! Nåååh, en carlsberg«.

Hvad er midlerne mod snigende forældelse? Ja, på den fysiske front kan man ty til kosmetiske operationer, på sprogfronten kan man prøve at tage de unges sprog til sig. Men enhver der har prøvet at være over 30 og hørt sig selv sige super nice, ved at det er en grim oplevelse. For ikke at tale om den væmmelse man kan se i det unge menneskes ansigt som man forsøgte at imponere.

Så i stedet for at være en kikset ung med de unge, kan man måske bruge en strategi der luner lige så meget, men er knap så synlig: Man kan være ung med de gamle. Man kan omgås folk som er ældre end en selv og høre dem sige ord der får en til at føle sig meget ung. Fx føler jeg mig meget ungdommelig når jeg hører min 60-årige far bruge et ord som samfundshjælper om det jeg ville kalde en oplukker. Eller når min mor fra samme generation kalder min datters (baby)lift for en indsats. Hvor gammel har man lige lov at være?

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.