Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sproget — Jyllands-Postens sprogklumme Nej, jeg vil (ej)!
 

 

Nej, jeg vil (ej)!

af informationsmedarbejder Jørgen Nørby Jensen, Jyllands-Posten, 20. Juli 2013
af informationsmedarbejder Jørgen Nørby Jensen, Jyllands-Posten, 20. Juli 2013

Det lille ord ”ej” hører ikke til blandt de hyppigste i sproget, men det kan dog findes i mere eller mindre faste konstruktioner som fx ”ej blot til lyst” og ”tro det eller ej”, og så er det helt obligatorisk i visse udsagn indledt med ”nej”: ”Nej, jeg vil ej!”, ”nej, du må ej!”, ”nej, jeg gjorde ej!” osv.
Sådan er det i hvert fald hos voksne; blandt børn ser det anderledes ud. Her kan man sagtens støde på replikskifter som fx ”A: Du har taget min iPod!” B: ”Nej, jeg har!” eller ”A: Tag nu de sandaler på!”, ”B: Nej, jeg vil!”. De første mange gange min egne børn (på 8 og 10 år) sagde sådan, tilføjede jeg selv et højlydt ”ej”, men det hjalp ikke noget. De kikkede bare på mig som om jeg var blevet vanvittig, så nu er jeg holdt op igen. Og da alle deres kammerater fra skole og fritidshjem tilsyneladende også siger sådan, må jeg nok indstille mig på at løbet er kørt.
I stedet kan man så spekulere over hvorfor børnene mon kan undvære nægtelsen ”ej” i sådanne udsagn. En mulig forklaring kunne være at den information der ligger gemt i ordet ”ej”, jo er udtrykt andetsteds i sætningen. Hvis man har sagt ”nej”, er det forudgående udsagn allerede blevet benægtet, og én nægtelse må vel være nok?! Der kan altså være tale om en form for økonomisering med sproget. Måske opfatter børnene simpelthen ”ej” som et overflødigt forstærkende element på linje med det ”så” vi har i fx ”ja, jeg gør så”. Det betyder selvfølgelig noget, men det kan godt undværes uden at sætningen bryder sammen.
Endnu har jeg til gode at høre formuleringer som de ovennævnte hos mere modne sprogbrugere, så måske er det bare noget de vokser fra, de kære små. Eller også har vi her et eksempel på fremtidens korrekte sprogbrug. Hvem ved? Måske vil det om 40-50 år være helt upåfaldende at sige fx ”nej, jeg gjorde!” eller ”nej, det er!”
Om jeg selv kunne finde på at sige sådan? Nej, jeg kunne EJ!

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.

Disse artikler kunne måske også have interesse