Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sproget — Jyllands-Postens sprogklumme Mail med mistanke
 

 

Mail med mistanke

af ph.d Anne Kjærgaard, Jyllands-Posten, 25. august 2012
af ph.d Anne Kjærgaard, Jyllands-Posten, 25. august 2012

 

”Please, overveje dette og komme tilbage til mig så hurtigt som muligt”

 

Her til morgen fik jeg en mail fra Sandra Omaru fra Elfenbenskysten der har arvet 5 millioner dollars efter at hendes onkel har taget hendes stakkels far af dage. 23-årige Sandra ”ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre” og tilbyder nu at overføre pengene til min konto og lade mig investere dem.

Den slags mails kan være ganske underholdende – og tilmed interessante fordi de viser noget om hvad det er der får tekster til at virke, og hvad der gør at man uden større besvær fx kan kategorisere dem som forsøg på svindel. Formålet med sådanne mails er ret oplagt: De skal for det første virke troværdige, for det andet skal de få folk til at gøre noget (fx kontakte afsenderen). I Sandra Omarus tilfælde er problemet at historien er totalt utroværdig: Ingen kan være så meget i vildrede med hvad de skal gøre med 5 millioner dollars, at de finder frem til adressen på min arbejdsmail og beder mig om hjælp!

Masser af sådanne mails virker dog – i hvert fald umiddelbart – langt mere troværdige: Fx fik jeg for nylig en mail fra det såkaldte SKAT Online Institut. Mailen er smykket med et logo fra SKAT, og der stod at jeg havde fået 375 kr. tilbage i skat. Det lød jo dejligt og langt mere sandsynligt end at blive betroet 5 millioner dollars.

For en nærmere betragtning kniber det dog lidt med ordvalget, bl.a. kan jeg læse at der er blevet regnet på min ”finanspolitiske aktivitet” – en lidt pudsig betegnelse for mine daglige økonomiske aktiviteter der mest består af dagligvareindkøb og huslejebetalinger, og et ordvalg der virker som en ikke helt vellykket maskinoversættelse fra et andet sprog. Derudover er der problemer med bogstaver som æ og å: Mailen indledes med et meget høfligt Kcre (der dog ville være mere overbevisende hvis der stod Kære), og tilbagebetalingen af mine 375 kr. kan blive forsinket af forskellige Irsager (i stedet for årsager).

Kort sagt tror jeg at den slags svindelforsøg ville blive væsentligt sværere at gennemskue hvis svindlerne fik sig en ordentlig korrekturlæser. Men det skal jeg nok være glad for at de ikke har, for ellers skulle det såmænd nok lykkes dem at få sådan en som mig (der sjældent læser sine mails særligt grundigt før jeg skrider til handling) til at hoppe på limpinden, mens jeg sidder og glæder mig over at jeg har fået hele 375 kr. tilbage i skat.

 

Denne tekst er skrevet af ph.d Anne Kjærgaard og blev bragt i Jyllands-Posten den 25. august 2012.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.