Kære Eva

af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 26. oktober 2013
af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 26. oktober 2013

Når jeg indleder en e-mail, skriver jeg altid ' kære'.
Okay, måske skriver jeg ikke ligefrem ' kære skattevæsen', men hvis jeg skriver til en person, skriver jeg altid ' kære mor', ' kære Sabine', ' kære Erling'. Hvis jeg skriver til en jeg endnu ikke kender, skriver jeg det fulde navn, fx ' kære Elisabeth Sørensen'.
' Kære' er for mig det neutrale indledningsord der kan bruges til alle personer jeg skriver til, kendte som ukendte, flygtige bekendtskaber, såvel som kolleger, familiemedlemmer og nære venner. Det er i udgangshilsnen jeg lægger mit følelsesmæssige engagement. Her kan jeg variere mellem ' kærlig hilsen', ' mange hilsner', ' med venlig hilsen' og meget, meget mere.
Da jeg arbejdede som universitetslærer, opdagede jeg at mine studerende ikke havde det sådan med ' kære'. Som en af dem engang sagde - ' kære' skriver jeg kun til nogen som jeg virkelig har kær, fx min mormor. Når de skrev til mig, skrev de typisk ' hej Eva'. For dem var ' hej' det neutrale indledningsord.
Da jeg voksede op, lærte jeg at ' hej' var en afslappet og uformel måde at henvende sig på, og at man skulle være varsom med det på skrift fordi den man skrev til kunne blive stødt over ikke at blive behandlet med passende respekt.
' Kære', derimod, gik glat igennem alle steder.
I mellemtiden er der sket et skred. Det kan godt være at ' kære' er neutralt for mig, men for andre er det alt for intimt - faktisk næsten befamlende.
Så hvad gør jeg nu? Jeg kan vælge mellem det jeg er opdraget med, og bare bruge ' kære', og det jeg har opdaget andre gør, og skrive ' hej'. Hvis jeg gør det første, risikerer jeg at støde nogen; hvis jeg gør det andet, risikerer jeg at støde nogle andre.
Jeg vælger den nemme løsning, som er at holde fast i det jeg har lært fra barnsben. Jeg kan alligevel ikke rigtig finde ud af hvem jeg kan skrive ' hej' til, og om der er ekstra ukendte uskrevne regler forbundet med ' hej'. Med ' kære' ved jeg dog trods alt lidt om hvornår og hvor jeg rammer ved siden af.
Og det kan jeg godt leve med.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.