En ny undersøgelse

af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 12. juni 2010
af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 12. juni 2010

En ny undersøgelse viser at der sidste år var bandeord i gennemsnitligt 6 pct. af alle avisartikler i de landsdækkende danske dagblade samt landets lokalaviser. Og her snakker vi ikke næsten-bandeord, men de bandeord man hjemme hos os kun må sige på sit værelse (selvom forældrene har lidt svært ved at huske det), nemlig f.eks. fuck, fucking, shit, for fanden, for satan, kraftedeme, pis, for helvede, fandme og satme. I alt er andelen af danske avisartikler med bandeord næsten fordoblet i løbet af de sidste 15 år.

Der er især spalteplads til bandeord i Ekstra Bladet, som har bandeord i hele 21 pct. af sine artikler. Til gengæld er Jyllands-Posten en af de pæne drenge i klassen: Med kun bandeord i 2 pct. af artiklerne er Jyllands-Posten den allerdydigste avis.

Måske får denne klumme, med et par ægte og næsten-bandeord, ændret lidt på statistikken. Jeg tror dog godt at man må skrive "dog" i Jyllands-Posten.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.