Sammensætningernes sprog

Denne tekst er skrevet af informationsmedarbejder ved Dansk Sprognævn Jørgen Nørby Jensen og blev bragt som en del af artiklen "Hvor mange ord er der i dansk?" den 17. juli 2008. Læs hele artiklen .
Denne tekst er skrevet af informationsmedarbejder ved Dansk Sprognævn Jørgen Nørby Jensen og blev bragt som en del af artiklen "Hvor mange ord er der i dansk?" den 17. juli 2008. Læs hele artiklen .

Dansk er groft sagt indrettet sådan at hver gang man har to ord, kan man sætte dem sammen til et nyt ord: Hvis man har ordene spørge og skema, kan man uden videre danne spørgeskema. Og hvis man har ordene spørgeskema og udfyldning, kan man umiddelbart danne spørgeskemaudfyldning. Og hvis man har ordene spørgeskemaudfyldning og vejledning, kan man uden problemer danne spørgeskemaudfyldningsvejledning – hvis man da ellers skulle få brug for dét ord. Og sådan kunne man blive ved.

Der er ingen grænser for hvor mange sammensætninger man kan lave af den type i dansk. Vi kan hele tiden danne nye, aldrig før hørte, sete eller sagte, ord på den måde – og det gør vi. Alle sammen. Hver eneste dag. Det er med andre ord umuligt at tælle ordene i dansk. Og det upræcise – men ikke desto mindre fuldt korrekte – svar på overskriftens spørgsmål er altså at der er et uendeligt antal ord i dansk.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.