Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sproget — Jyllands-Postens sprogklumme Huller i sproget
 

 

Huller i sproget

af informationsmedarbejder Jørgen Nørby Jensen, Jyllands-Posten, 30. august 2014
af informationsmedarbejder Jørgen Nørby Jensen, Jyllands-Posten, 30. august 2014

”Hvad hedder det egentlig når man gør en kuglepen klar til skrivning?” Sådan nogenlunde lyder et spørgsmål vi sommetider får i Dansk Sprognævn. Det nedslående svar er at der vistnok ikke findes noget ord for handlingen. Selvfølgelig kan man godt forklare hvad man gør vha. udtryk som fx ”klikke en kuglepen” ”trykke stiften frem/ud”, ”aktivere en kuglepen” ”åbne eller udløse en kuglepen” osv., men noget etableret udtryk for handlingen har vi altså ikke.
Sådanne ”huller” i sproget er ikke helt ualmindelige: Hvis man er sulten, så spiser man, og så er man ”mæt”. Men hvad er man når man ikke længere er tørstig? Tja, vi har ganske vist det gamle modsætningsord ”sæt”, men det bruges stort set ikke. ”Storetå” og ”lilletå” - dem kender vi. Men udenfor lægefaglige kredse er der ikke nogen alment kendte betegnelser for de mellemste tæer. Og så er der alle de ting der ikke hedder noget: Hvad kaldes fx dutten for enden af et snørebånd? Eller dimsen på toppen af en øldåse? Der findes muligvis nogle sjældne faglige betegnelser (som kun snørebåndsfabrikanter og øldåsemagere kender!), men i almensproget klarer vi os altså fint uden. Undertiden opstår der dog tilsyneladende alligevel et behov for at navngive sådanne navnløse fænomener. I sommeren 2010 forsøgte dagbladet Politiken og dets læsere således at få givet den føromtalte dims på øldåsen et navn. Forslagene var mange og fantasifulde, men vinderen blev ordet ”split”. Og selvom dette ord også kan betyde andre ting, er det såmænd da ganske velvalgt. Om betegnelsen så også er slået an, er mere tvivlsomt. Større var behovet åbenbart heller ikke. Og det er vel sådan det er. Hvis man pludselig får øje på et hul i sproget, synes man det er vigtig at få det fyldt. Men der er jo en grund til at hullet er der: Vi har simpelthen ikke nok brug for ordet! Man skulle nu ellers tro at man her i sensommervarmen godt kunne få lyst til at sige fx: ”jeg trak splitten af min øldåse, drak indholdet og følte mig straks ganske sæt!”

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.