Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sproget — Jyllands-Postens sprogklumme Bred ymer - igen
 

 

Bred ymer - igen

af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 16. august 2014
af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 16. august 2014

Mange læsere påstår, at udtrykket "bred ymer" har været anvendt i daglig tale.

Men hvor er beviset? Tusind tak for de mange reaktioner på min klumme i Sproget 26. juli om bred ymer og knæhøj karse! I klummen foreslog jeg at der ikke for alvor var nogen der gik rundt og brugte de to udtryk i 70' erne og 80' erne.

Jeg har læst reaktionerne med stor interesse - enige såvel som uenige - og jeg har især været nysgerrig efter om der ville være overbevisende belæg for at jeg tog fejl. Helst et autentisk citat fra samtiden på rigtig brug.

Når man er skeptisk overfor om nogle bestemte udtryk har været gængse, står autentiske eksempler på rigtig brug nemlig i meget højere kurs end vidneudsagn om at noget er sket.

Det svarer til forskellen på en videooptagelse og et vidneudsagn. Vidnet kan have nok så meget ret i at bilen kørte over for rødt, men videooptagelsen vejer nu engang tungere.

Ved mange andre udtryk dukker autentiske eksempler på rigtig brug op i stribevis.

Fx kodyl: "Chandler er nok kritisk, men ikke codylt konstruktiv" fra 1977.

Her indgår ordet i almindelig sprogudfoldelse, og det er ikke et vidneudsagn af typen ' ja, dengang sagde vi jo tit kodyl', eller ' kodyl, det betyder...'. Jeg får også uden videre masser af gode eksempler på åndet (i betydningen tumpet), på stærk tobak og fast arbejde og på meget mere.

Når jeg søger på bred ymer og på knæhøj karse, får jeg ingen af den slags eksempler frem.

Og jeg har skam foretaget søgninger i videnskabelige sprogdatabaser, i skønlitterære databaser, i ordbøger, og også i helt åbne søgninger på nettet. Til gengæld får jeg masser af eksempler på den anden brug - nemlig den hvor man taler om det jo var noget man sagde, eller hvor man forklarer og måske parodierer hvordan udtrykkene brugtes.

Det ville være så dejligt med de autentiske eksempler - dem fra videooptagelserne, tv-klippene, båndoptagelserne, avisartiklerne, novellerne, digtene og så videre. Eksempler der ikke er konstrueret, eksempler der ikke er ordforklaringer, eksempler der ikke er af typen '... som vi sagde dengang'. Send dem gerne.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sproget" er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.