Klicheer
Kan det mon ikke engang lykkes at lave en reportage om Tivoli uden at omtale stedet som den gamle have? Et ellers glimrende indslag i TV-A 16.11.1994 skånede os ikke for denne kliché, som allerede forfatteren Jacob Paludan var ude efter; han brød sig heller ikke om at høre kaffe omtalt som den brune drik, men det er der nu heller ikke mange, der gør.
"Et af de forslag, der snart ligger på arbejdsministerens bord" (RA 8.11.1994). Udtrykket bruges ganske enkelt for ofte, ligesom "den udenrigspolitiske scene" (TV-A 26.10.1994).
Når kurser falder, tales der næsten altid om styrtdyk. Det er inflatorisk sprogbrug, selv om der var tale om mange penge i RA 4.11.1994: "B&W-aktierne fortsatte i dag sit styrtdyk på 400 million kroner". Og så ser vi under denne overskrift bort fra, at man skulle have sagt deres i stedet for sit og millioner i stedet for million.

