Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 97 Stort og småt
 

 

Stort og småt

af Jørn Lund, september 1994
af Jørn Lund, september 1994

En medarbejder mener at have taget Sprogbrevet i en fejl i sidste nummer. Vi står altid til rådighed med beklagelser og indrømmelser, når vi tager fejl, men denne gang bliver det svært. Der stod i Sprogbrevet nr. 96 det Kongelige Teater. Sådan måtte institutionen ikke staves i gamle dage. Men den nye retskrivningsordbog giver valgfrihed mellem stort og småt begyndelsesbogstav i sådanne mindre betydningsfulde ord, jf. paragraf 12, (2).

En anden medarbejder har udskrevet flg. passus fra TV-A 24.8.1994: "Det er netop fra dette institut, at man mistænker uranen for at være stjålet". Det fænomen at fremhæve et sætningsled ved at sætte det efter "det er.." el.lign., kaldes en sætningskløvning – og det er almindeligt og udmærket, især i talesprog. Men her forudsættes et mindre heldigt udgangspunkt: "Man mistænker uranen for at være stjålet fra dette institut." Udtrykket giver vel ingen anledning til misforståelse, men elegant er formuleringen ikke.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret