Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 97 Administration m.v.
 

 

Administration m.v.

af Jørn Lund, september 1994
af Jørn Lund, september 1994

En medarbejder foreslår mig at advare mod ukritisk overførelse af fremmedord fra engelsk til dansk. Han hørte i en nyhedsudsendelse om "den russiske hærs barakker i de baltiske lande"; barracks blev gengivet med barakker, men det drejede sig om kaserner. På samme måde bliver regeringer i USA ofte omtalt som administrationer: Clinton-administrationen osv. Det engelske administration kan både betyde regering og (specielt i amerikansk) administration, men meningen er som regel blot regering – i samme forstand som Nyrup Rasmussen-regeringen, som ingen pæne mennesker ville kalde Nyrup Rasmussen-administrationen. – Tak til medarbejderen for disse bemærkninger. Som forsvar for Clinton-administrationen kan det måske blot anføres, at man i USA rent faktisk ved regeringsskift udskifter langt flere end blot ministrene. Mange embedsmænd ryger ved samme lejlighed og dermed altså vigtige dele af – administrationen.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret