Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 94 Afholdte
 

 

Afholdte

af Erik Hansen, maj 1994
af Erik Hansen, maj 1994

"Kræftens bekæmpelse, som i dag afholdte sin årlige indsamling" (TV-A 16.4.94). Det skulle jo have været afholdt, men datidsformen (af)holdte er efterhånden meget udbredt, og den er såmænd kendt i al fald siden Christian den Fjerdes dage.

At der sker noget med holde, hænger sammen med at det er det eneste udsagnsord der bøjes sådan: holder – holdt – har holdt. De fleste andre udsagnsord falder i syv-otte bøjningstyper, som hver indeholder snese af ord. Men holde er altså helt alene i sproget, og så bliver det tiltrukket af ord som kalder kaldte har kaldt og får samme datidsform som f.eks. hælde, melde, rende og vende.

Det er meningsløst at kalde dette for en stor ulykke og en sproghistorisk katastrofe. Forsvinder datidsformen holdt, er vi sluppet af med en uregelmæssighed, og der er kommet mere system i tingene. Det plejer man jo at regne for noget godt og positivt.

Mange opfatter endnu holdte som barnesprog, og formen forstyrrer og irriterer stadig så mange at man lidt endnu må anbefale den gamle uregelmæssige form holdt. Der går nok en 30-40 år.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret