Udtale

af Erik Hansen, marts 1994
af Erik Hansen, marts 1994

"Benettons reklame har vakt ópstandelse i Italien" (TV-A 15.2.94). Nej opstandelse med tryk på op- betyder 'genopståen fra de døde'. Her betyder det imidlertid 'ballade', 'bestyrtelse' – og så skal det udtales opstándelse, med tryk på anden stavelse.

"En kommunalpolitiker mener at maleriet er obskønt". Tillægsordet obskønt skulle ikke have rimet på kønt (P2 16.2.94). Ordet obskøn betyder 'pornografisk', 'sjofel', og det rimer på ønavnet Møn. Det har altså langt ø, og det ændrer t-endelsen intet ved.

Ruslan Khasbulatov. Den mand hedder ikke Rusland (RA 27.2.94 – og mange andre gange), men Ruslan til fornavn! Derfor skal det udtales uden stød. Der er ikke stød i russisk overhovedet, og der skal aldrig stød i fornavne når de står foran efternavnet. Prøv at sige Hans og sammenlign med Hans Jensen. Når Hans står alene, har det stød, når Jensen er med, er Hans uden stød. Tilsvarende Erland (med stød), Erland Henningsen (uden stød). Og Rusland (med stød), Ruslan Khasbulatov (uden stød).

Udtalen af koncern. Man hører både konsærn (rimer på kværn) og konsöhn (rimer på drøn, TV-A 2.3.94). Den sidste er den mest udbredte og den dårligste. Enten må man udtale ordet på ordentligt engelsk, så det ikke rimer på drøn, men på engelsk burn. Eller også må man vælge den gamle måde at udtale engelske ord på, og så skal det rime på (det engelske ord) tørn. Men det bedste er at udtale ordet som om det var et fransk låneord, nemlig så det rimer på kværn, tern, fjern osv. Det er den måde ordtypen bedst og naturligst tilpasses dansk udtale.

"Teatret Cantabíle" med tryk på -bi- (programlæsning 10.3.94) er ikke så godt. Det skulle have været Cantábile, med trykket på -ta-.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret