Godt!

af Erik Hansen, februar 1994
af Erik Hansen, februar 1994

"Kl. 9.10 kommer et causeri om glæden ved det ukendte. Og mere skal jeg ikke røbe" (P1 23.1.94, programlæsning). En kvik og underfundig improvisation!

"Rædselsfulde billeder i TV-Avisen" stod der i en overskrift i DRåben nr. 2, 1994. Også en god og spændende formulering som spiller på dobbelttydigheden i rædselsfuld: 'fuld af rædsler' og 'forfærdelig'. Eller måske snarere i et glimt viser os hvad dagligdagens overfladiske ord rædselsfuld egentlig kan rumme.

Hvis den slags lykkelige sproglige greb skal være til glæde og nytte, skal der være afstand mellem dem. Jagter man de sproglige effekter, får vi utålelige tekster fulde af krukkede formuleringer, afrakkede kvikheder og klicheer, med andre ord petitjournalistikken eller det hårdtpumpede neurotiske reklamesprog.

De kreative sproglige lynglimt kommer til den talende og skrivende uventet, ufortjent og sjældent. De vil ej gribes efter.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret