Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 91 Diverse
 

 

Diverse

af Erik Hansen, februar 1994
af Erik Hansen, februar 1994

"Diverse pladeselskaber står bag Music from Denmark-projektet" (P1 26.1.94). "... Desuden medvirkede diverse sangere" (P1 23.1.94, programlæsning).

Hvad betyder egentlig diverse? Ikke ret meget, se bare på eksemplerne. Man kunne jo sige at diverse er det samme som forskellige: Forskellige pladeselskaber, forskellige sangere, men hvad betyder så egentlig forskellige i den slags sammenhænge? Når det fremgår at der er mere end ét pladeselskab og mere end én sanger, ja så må de jo også være forskellige!

Det hele drejer sig om at vi i visse tilfælde helst vil undgå et navneord i "nøgen form", dvs. uden tilføjelser som artikler, påpegende stedord osv.: "Desuden medvirkede sangere" lyder lidt bart, og så er det at forskellige eller diverse dukker op og smører grammatikken, så det alligevel glider.

Men diverse er gennemgående en dårlig løsning, for ordet har nogle negative medbetydninger, særlig når det bruges om mennesker. Det antyder en vis ringeagt ved at bundte og anonymisere de ting eller personer der tales om: "Diverse pladeselskaber": jeg orker ikke at nævne dem, for det er de for ligegyldige til. "Diverse sangere": et tilfældigt sammenrend som det ikke er ulejligheden værd at omtale mere udførligt.

Det hænger sammen med at diverse tit bruges om rodede samlinger af småting: diverse haveredskaber, diverse brugte sko; Statens Museum for Kunst rummer ikke diverse malerier, det er derimod noget man finder på et loppemarked. Tænk også på oprydning og ordning af papirer, bøger, søm, skruer og andre smådimser: Man ender tit med "diverse", dvs. ligegyldige småting som det ikke kan betale sig at systematisere.

Man kan som regel undgå diverse ved i stedet for at sige f.eks. et antal, nogle, flere, en del - eller forskellige.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret