Kort

af Erik Hansen, januar 1994
af Erik Hansen, januar 1994

"Han blev sat i forbindelse med to kvinders dødsfald" (TV-A 13.12.93). Det skulle have været to kvinders død. Ordet dødsfald bruges ikke i forbindelse med ejefald (genitiv): efter min død skal min formue gå til..., ministerens død har uden tvivl glædet mange, Jesu Kristi lidelse og død. Der synes ikke at være nogen god forklaring på dette, sådan er det bare.

Skolelærer Poul Thomsen. Således omtaltes næsten konsekvent en mand som var indblandet i en sag med Danmarks Radio, f.eks. i TV-A 15.12.93. Én ting er at skole- er ganske overflødigt, men lærerne afskyr af en eller anden grund betegnelsen skolelærer, som de finder nedsættende.

"Det var særlig Anne Birgitte Lundholdt der stod for skud" (TV-A 17.2.93). Det drejede sig om at den fhv. industriminister gav en ilter kommentar til en politisk episode, så hun stod absolut ikke for skud. At stå for skud betyder 'blive udsat for kritik'.

"Øresundsforbindelsen skal efter planen stå færdig ved årtusindskiftet" (TV-A 30.12.93). Der er endnu uenighed om hvornår årtusindskiftet finder sted: 1.1.2000 eller 1.1.2001? Bare vent, diskussionen skal nok komme! Men i en så omtrentlig tidsangivelse som her kan man sagtens forsvare at sige årtusindskiftet.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret