Kort

af Erik Hansen & Jørn Lund, februar 1993
af Erik Hansen & Jørn Lund, februar 1993

...alle skandinavere (TV-A tekst 15/1). Hvis ordet i ental havde heddet skandinaver, ville formen være rigtig; men det hedder skandinav, og flertalsformen er skandinaver. Det er heller ikke korrekt at bruge flertalsformen kammesjukkere (P3 15/1). Entalsformen er kammesjuk.

"Hornslet forlod en skridsikker karriere i justitsministeriet" (TV-A 14/1). Et godt eksempel på slående og præcist billedsprog. Men billedsiden i forbindelse med dækningen af Tamil-sagen i TV-A kunne godt forny sig, så seerne spares for den på flere måder tvivlsomme sekvens med dommeren og hans følge, der formodentlig til ære for pressen bærer sagens akter frem i papkasser med mere end tydelig påskrift. Klicheer er ikke altid sproglige.

"Amerikansk soldat skudt og dræbt i Somalia" (P1 14/1). Den normale betydning af skyde er 'dræbe ved skud'. Det virker ganske overflødigt og forstyrrende, når det oplyses, at en person ikke bare er skudt, men også dræbt.

"Voldsbølgen er taget alvorligt af" (RA 22/1). Det er i orden at sige, at arbejdsløsheden er taget alvorligt til, eller at det er svundet alvorligt i valutabeholdningerne; men at voldsbølgen tager af, er da ikke noget sørgeligt.

"Det kan føre til tvivl hos vælgerne, hvor SF står", hed det i RA 13/2. Der mangler et om før bisætningen. I engelsk kan et forholdsord ikke styre en bisætning som den foreliggende, men engelsk er ikke dansk.

"En af de, der var mest kritiske..." (TV-Sport 9/2). Det hedder "En af dem, der.."

"Erik Mørks seneste rolle var i filmen Den Russiske Sangerinde" (TV-A 27/1 ved meddelelsen om Erik Mørks død). Vi har været inde på det før: Det er prisværdigt, at DR søger at skelne mellem sidst og senest, men man gør det jo ikke ved at sige senest hver gang. Somme tider er sidst faktisk det rigtige!

"...en ny skattereform" (TV-A 29/1 programlæsning og mange andre gange). Vi tager den endnu engang: ny er naturligvis overflødigt og forkert her.

"– amerikanerne begynder at vise musklerne" (TV-A 10/2). Tja, nogen alvorlig forsyndelse er der ikke tale om, navnlig da ikke i et direkte indslag. Men muskler er vel mest noget, man spiller med i sammenhænge som den foreliggende.

"...en meget lidt snaksommelig færøsk finansminister" (TV-A 1/2). Hun har møjsommeligt gjort den langsommelige rejse til Danmark og skal nu til at være sparsommelig for alvor. Men det var snaksom, hun ikke var, eller var det meddelsom? I hvert fald var hun næppe snakkesalig.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret