Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 76 Stilling og funktion
 

 

Stilling og funktion

af Jørn Lund, oktober 1992
af Jørn Lund, oktober 1992

Når der ud over navn anføres oplysninger om en person, der er på skærmen, forventer man normalt en stillingsbetegnelse: Olaf Olsen, rigsantikvar, Hans Jørgen Jensen, generaldirektør, Richard Møller Nielsen, landstræner, Knud Jensen, revisor osv.

Undertiden kan man se den aktuelle funktion meddelt i underteksten i stedet for den permanente stilling. Det kan der være gode grunde til. Men undertiden kan det virke næsten komisk, eller tragikomisk. Hvis et interview vedrører offentlig transport, kan man møde tekster som 'Ellen Jensen, togpassager'; har et indslag med en aktuel gidselaffære at gøre, ophæves enhver personlig identitet, og mennesker reduceres til funktioner: NN, gidseloffer. I TV-A 4/10 blev en sagesløs amerikaner omtalt som tornadooffer, og i TV-A 9/10 mødte man en mineejer, da en dansk kalkmine blev genåbnet.

Niels Birger Wamberg, dansk forfatter og hundeven (!), har taget sig en latter, når man i opslagsværker konfronteres med samme problemstilling, idet der fx står: Wilhelm Voigt, tysk småforbryder, skomager; Landru, fransk møbelhandler og massemorder; Christina Harbo, legatstifterinde; Lembcke, dyreven; Fernanda, prostitueret tyrkinde; Petersen, dansk jernbanepassager!

Lad aldrig dronning Margrethe blive ledsaget af tekster som 'broåbnerske', 'præsidentmodtager' eller andre aktuelle funktionsbetegnelser. Hun er dronning, slet og ret.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret