Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 75 Evnesvag mv.
 

 

Evnesvag mv.

af Jørn Lund, september 1992
af Jørn Lund, september 1992

En medarbejder spørger, om vi vil være med til at bekæmpe ordene åndssvag og evnesvag som betegnelse for psykisk udviklingshæmmede/hæmmede. Jeg synes, spørgsmålet er vanskeligt at besvare. Hvis et ord karakteriserer mennesker, der er dårligt stillede i samfundet, vil det ofte hurtigt få en negativ bibetydning. Det kan give anledning til indførelse af nye betegnelser. Åndssvag blev til evnesvag, evnesvag blev til (psykisk) udviklingshæmmet. Betegnelser for institutioner kan rammes på tilsvarende måde. Ebberødgaard blev til Svaneparken, sindssygehospitaler blev til statshospitaler osv.

Spørgsmålet er, om man skal prøve at formulere sig ud af problemet, eller om man skal fastholde, at der er tale om mennesker, der er bedst tjent ved, at man ikke lader de diskriminerende eller fortrængende kræfter løbe med ordene.

En anden minoritetsgruppe, de homoseksuelle mænd, har haft held til at erobre ordet bøsse, der tidligere blev brugt diskriminerende.

Skal de intolerante løbe med sproget, og skal man kaste sig ud i et langt stafetløb med stadige ordudskiftninger, eller skal man fastholde de etablerede gloser og forsøge at fjerne de negative biklange? Jeg anbefaler det sidste. For mig at se er evnesvag ikke nogen ringe glose, selv om de pågældende mennesker kan være rigt udstyrede på evner uden for de rent intellektuelle områder.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret