Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 72 Tal og talbøjning
 

 

Tal og talbøjning

af Erik Hansen, maj 1992
af Erik Hansen, maj 1992

"Omsætningen var på 591 million kroner" (TV-A 1.5.92). Det burde have været 591 millioner kr., med flertal af million. Ligesom når man siger 591 personer, ikke 591 person.

Den bedste regel at følge når det drejer sig om million og milliard, er en som siger at det er talordets bageste tal (her: énoghalvfems) der bestemmer om det efterfølgende navneord kommer i ental eller i flertal. Altså 1001 nat, 301 million kr., men 1003 nætter, 304 millioner kr. Og da det hedder 91 huse, hedder det også 591 huse og 591 millioner.

Når tallet ender på en almindelig brøk, må man anbefale ental af navneordet: 5 1/2 måned, 5 3/4 milliard kr. Det stemmer med hovedreglen, at sidste tal bestemmer navneordets bøjning: Det hedder en halv dag og fem en halv dag (ikke dage), og trekvart lagkage og to trekvart lagkage (ikke lagkager).

Ved decimalbrøker er der frit slag: 0,5 måned(er), 5,75 million(er) kr., 6,8 årsværk(er).

Og så er der naturligvis ord der aldrig bøjes efter talord: 6 procent, otte kilo, fem dusin.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret