Advarsler
"...og derfor advarer politiet mod at der kan blive glatte veje" (Kbh.R. 15.1.92). En mærkelig fejl, som vi vist ikke kender andre steder end i DR: "Han advarer også mod at en kommende krig kan blive udkæmpet med atomvåben" (RA 17.1.92).
Advare MOD betyder at sige eller skrive noget for at hindre en person i at gøre et eller andet: jeg advarer Dem mod at komme nærmere, hun advarede os mod misbrug af telefonen. Men at komme med en oplysning om farlige eller ubehagelige forhold som tilhøreren ikke har nogen indflydelse på, det hedder advare OM: jeg advarede ham om at hunden var løs, hun advarede os om at telefonen tit blev misbrugt. Og selvfølgelig advarer politiet om at vejene kan blive glatte.

