Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 65
 

 

SprogbrevetDR nr. 65

af Jørn Lund, oktober 1991

Sprogprisen

Danmarks Radios sprogpris for 1991 tildeles journalist Hans V. Bischoff, TV-Avisen.

Hans Bischoff er en fortræffelig formidler: en dygtig oplæser, en kompetent interviewer, en inspirerende fortæller – en folkeoplyser af format!

Offentligheden kender måske bedst Hans Bischoff for hans økonomiske udredninger. Gennem et par årtier har han haft den meget vanskelige opgave at skulle anskueliggøre økonomiske sammenhænge, som selv fagfolk kan have svært ved at forstå. Til det formål har han taget alle til rådighed stående midler i brug: kurver og andre grafiske opstillinger, byggeklodser af enhver art i et antal svarende til inventaret i et mellemstort byggemarked – og ikke mindst sproget.

I de første år hæftede mange sig mest ved hans københavnske udtaletræk, og lad det være sagt i fuld offentlighed: Når Bischoff taler om 'skatter' og 'moms' ("mårms"), er man temmelig langt fra Det Kgl. Teaters sprogidealer.

Men udtalen er distinkt og kommunikerer budskabet sikkert igennem til hele befolkningen. Hans Bischoff taler godt københavnsk.

Langt vigtigere er Bischoffs eminente sikkerhed i mundtlig fremstilling. Ætermediernes journalister er opdraget i skriftlighed, men seere og lyttere forstår bedst en fremstilling, der fastholder mundtlighedens kvaliteter.

Mange medarbejdere tror, de kan løse problemet ved at lære et manuskript udenad. Men papiret knitrer alligevel bag fremstillingen, gloserne kommer til at smage af kancelli, trykkene er forkerte, vejrtrækningen mekanisk – styret af kommaer, der er strøet bevidstløst rundt i manuskriptet.

Bischoffs udredninger fødes i mundtlighed, og hans manuskripter kunne ikke trykkes i en avis! Det er en stor kvalitet. Dermed være ikke sagt, at manden spilder seernes tid med henkastet snak, small talk som det hedder på dansk. Informationstætheden er stor, og personen er til stede i det, han fortæller. Der er et glimt i øjet og et sving i tonegangen, som siger: "Nu skal du bare høre en spændende historie!" Og så hører man efter – og bliver klogere.

Bischoff har garanteret aldrig formidlet noget, han ikke selv har forstået. Det er ellers ikke noget, man normalt kan slippe for som nyhedsformidler – men man kan virkelig høre, at han forstår, hvad han taler om, og har lyst til at dele sin viden med andre. En pragtfuld kombination af professionalisme og personlighed.

Til lykke til Bischoff – og til lykke til det talte sprog! Der er så meget syntetisk sprogbrug, ofte kompetent, velafrettet og stiliseret ekspeditionssprog. – Og så er der et par stykker, der betjener sig af et organisk sprog, der placerer den talende midt i budskabet – uden at han skygger for det. Hvis Sprogprisen 1991 kan medvirke til, at flere medarbejdere får spærret ørerne op for den præcise, personlige og prægnante mundtlige fremstilling – så får den betydning for andre end Hans Bischoff. Og det er i grunden ikke så galt.

Find fem fejl

" – medens kuppet i Sovjetunionen endnu så ud til at kunne lykkedes – " (P1 30/9).

" – når de skal spille på et af de andre stadions – " (Københavns Radio 11/9).

" – de nye regler for slidebanetykkelse – " (TVA 24/9).

" – en af de helt store tilløbsstykker – " (TVA 4/10).

" – NN (en sportsmand) besidder stor fysik – " (TVA 12/10).

Temposyge

Tempoet er, navnlig på kommercielle og halvkommercielle kanaler, sat væsentligt op i de senere år. Jeg har ikke foretaget optællinger af antal ord pr. minut i 1951 og 1991, men er alligevel sikker. Pauserne er også blevet kortere, både dem mellem sætninger og dem mellem ord og musikindslag.

Omkostningen ved den hæsblæsende fart er, at formidlingen kan virke som en ekspeditionssag, og at bearbejdelse og eftertanke får ringere vilkår. Alt er vigtigt, og alt går ud i én køre. Dynamikken forbliver på overfladen og devalueres.

Anledning: præsentationen af indholdet i TVA 15/9. Jeg synes, DR er for god til at konkurrere på tempo – i hvert fald i nyhedsformidlingen.

Engelsk syge

Studieværten i TVA 13/10: "– at I alligevel har overruled den beslutning". Hverken forståeligt eller nødvendigt.

Der skal ikke tryk på første stavelse i souvenir (P1, programoversigt 19/9). Ordet er kommet til os fra fransk og skal ikke kanaliseres ind i den engelske stime.

Kollegialt

En kollega har sendt Sprogbrevet en iagttagelse fra programoversigten i P1 4/10. Her annoncerede man "High Noon" med Gary Cooper i titelrollen. Hvis man havde valgt den danske titel "Sheriffen", kunne det have passeret; men bedre havde det nok været at sige 'hovedrollen'. Vor årvågne kollega slutter sit brev af med at omtale Storm P.'s udtryk "sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke".

Teksteksternt

Teksteren af udsendelsen 16/10 med det norske kongepar havde et par svipsere, som ikke blot kan tilskrives umådeholden omgang med norsk sprog, der jo forholder sig anarkistisk (om man vil: fonetisk) til gengivelsen af fremmedord: 'sykkel', 'sjekk', 'stasjon' mv. Teksteren skrev 'hoppy' for 'hobby', og senere gik det ud over orddannelsen 'ordføreren', som blev gengivet 'ordføren'.

Pas på ikke at udelade den ene af to helt eller delvis identiske stavelser; pas altså på ord som 'grosserere, ferierer, statistiske, meddelelse, rekvirere – og teksteksternt'.

I samme udsendelse lod man den tekstede kong Harald sige de til intervieweren i stedet for De: "– de ved, jeg er interesseret i både."

Lige samtalevilkår

er en sjældenhed i det virkelige liv, og i medieverdenen forekommer det kun undtagelsesvis. Den ene part taler som regel fra en sikrere position end den anden. Allerede teknikken kan stille parterne forskelligt. Lytteren i telefonen virker svagere end værten i fuld studiekvalitet, gæsten i studiet slår mere magtfuldt igennem end personen på skærmen ved siden af, og dén, der er på udebane og taler under tidspres, er svagere end den, der bestemmer, hvornår samtalen skal afsluttes.

Det gik hårdt ud over en politiker fra Gentofte, der blev bedt om at udtale sig om nogle lokale skoleproblemer. Han havde en modpart i studiet, ja faktisk to, for studieværten allierede sig med én af gæsterne, og når politikeren forsøgte at forsvare sig, fik han at vide, at han ikke måtte blive "for lokal". Undskyld, men det var da redaktionen, der løftede en lokal sag op på landsniveau (TVA 13/10). Det var ikke fair, det var et sprogspil med et ret forudsigeligt resultat.

Udtale

En medarbejder spørger, hvordan efeserne skal udtales. Svar: Sæt tryk på anden stavelse. Der eksisterer en konkurrerende udtale med tryk på første stavelse. For resten har de fået telefax på Efesos.

En lytter foreslår, at DR udarbejder nogle udtaleregler til brug ved gengivelsen af grønlandske navne. Han finder den herskende praksis – eller rettere: den slingrende kurs – så ubehagelig, at han "krummer tæer". Forslaget er ikke dårligt.

En medarbejder har bemærket de imperialistiske stød i ord som færdsel, kørsel, varsel, tyrkisk, persisk mv. "Det regnedes for blot få år siden for rigtig dårlig sprogbrug". Medarbejderen har ret. Stødet er kommet ind med en ny generation og var i begyndelsen mest udbredt hos mennesker med lavere social status. Men nu findes udtalen med stød hos høj og lav i den yngre generation. Det kan nok så mange henstillinger ikke ændre på.

Der kan gives en lang fonetisk forklaring på, at stødet er trængt frem. Interesserede henvises til Brink og Lund: Dansk Rigsmål § 81.

Der er dansk tradition for at forsyne komponisten Schubert med stød, så han rimer på Hubert. Det er bedre tysk, men ringere dansk at udelade stødet (tv-oversigt 26/10).

I min ufrivilligt lange føljeton om medarbejdernes tilsyneladende livslange binding til papiret skal jeg ikke undlade at inddrage eksemplet give udtalt med hørbart, spidst v i en sammenhæng, hvor alle ville sige gi (TVA 26/9). Mon medarbejderen også siger goddag og godnat med hørbart blødt d?

En følge af manuskriptfikseringen er også betoningsfejl (trykfejl) af typen 'stod helt i traditionens tegn' med tryk på stod. Hvis man er fri af manuskriptet eller har forberedt sig godt på at læse det fornuftigt op, så vil man aldrig finde på at begå en fejl af den type, jf. i øvrigt 'han stod op' med tryk på stod – og samme udtryk uden tryk på ordet.

I en sammensat dannelse som økonomi- og skatteminister (TVA 4/10) skal første led udtales uden stød, altså rimende på thi, ikke på ti.

Kort

En sprogprofessor udtalte i et såkaldt talkshow med Poul Schlüter (TV 13/10), at sproget i åbningstalen ikke var særlig florissant. Vi kan også inden for min branche. Hvorfor sige blomstrende, når man kan sige florissant?

Jeg korsede mig under TVA 2/10. Ikke på grund af, at et indslag om en nedslidt sanger og mediefigur rummede ordene pik og nosser som et nedslidt forsøg på en fornyelse af nyhedsprosaen, men fordi det var placeret før et centralt indslag om den krig, der raser i Jugoslavien. I dette indslag blev to herrer omtalt; det viste sig at være to hære. Godt, man blev sprogforsker.

TVA 26/9 omtalte Ritt Bjerregaard som forhenværende udenrigsminister. Men det kan naturligvis diskuteres, om korrekt brug af titler kan kaldes et sprogligt anliggende.

"Set under én hat", sagde en medarbejder i TVA 8/10. Udtrykket er ikke heldigt, og det er klicheen set i bakspejlet heller ikke.

"Hvad kan du tilføje virksomheden?", spurgte en medarbejder i RA 2/10; han mente nok tilføre. De to udtryk forveksles ofte i øjeblikket.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.