Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 64 Svære ord
 

 

Svære ord

SprogbrevetDR nr. 64<br> September 1991<br/> ved Jørn Lund

I P1 formiddag 29/8 brugte den ellers sprogligt meget kompetente studievært udtrykket tematisere. Det er alt andet end folkeligt. Udsendelsen handlede om de lidelser, visse tandfyldninger kan medføre hos nogle mennesker.

" – besluttede at suspendere kommunistpartiet i hele Ukraine" (TVA 29/8). Man kan diskutere, om udtrykket er brugt rigtigt, men ikke om det er velanbragt.

TV-Aktuelt talte 19/8 om animositeten mod USSR. Alle er vel med? Eller er der nogle, der er stået af, ligesom i TVA 6/9, hvor man talte om et pilotprojekt? Sådan et har intet med flyvning at gøre; det kan forklares som et for-forsøg.

I en fremragende samtale om bl.a. Ingmar Bergman (P1 formiddag 5/9) kom intervieweren i farten til at bruge udtrykket post mortem. Gæsten reddede det hele ved i næste sætning at genbruge udtrykket med en diskret forklaring "altså efter hans død".

En anden medvirkende var mindre heldig (TVA 9/9) i sin omtale af virksomhedens succeskriterier. Her kunne så til gengæld intervieweren havde forklaret, hvad det drejede sig om.