Nævninge(r)
I den seneste tid har der i forbindelse med Blekingegadesagen været talt og skrevet en del om nævninge – eller skulle det have været nævninger?
Personbetegnelser der ender på -ing har haft svært ved at beslutte sig for hvilken flertalsform der er den rette, og det er en uorden der begyndte allerede i middelalderen.
Nogle har -e i flertal, og det er de fleste: flygtninge, lærlinge, slægtninge, udlændinge, ynglinge, udsendinge o.a. Nogle har endelse -er: arvinger, skåninger, tvillinger, færinger, dronninger o.a. Og så er der dem der har enten-eller: høvdinge(r), uslinge(r), yndlinge(r), puslinge(r), hedninge(r), galninge(r) o.fl.
Til denne gruppe hører nævning. Flertalsformen er altså enten nævninge eller nævninger, og sådan har det været i sproget i mange hundrede år og i retskrivningsordbøgerne siden 1923. Før den tid var kun nævninger tilladt i skriftsproget, og det er vistnok stadig den som jurister i vore dage foretrækker.
Dette forklarede jeg en journalist der ringede op forleden dag: Du kan selv vælge flertalsform i dette tilfælde. Men der er jo dem der ikke værdsætter den personlige frihed.
"Hvilken form giver færrest læserbreve?" spurgte hun. Jeg rådede hende til nævninge. Det er formentlig den form de fleste ikke-jurister foretrækker – sandsynligvis fordi de fleste personbetegnelser på -ing har -e i flertal.
