Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 61
 

 

SprogbrevetDR nr. 61

af Erik Hansen, maj 1991

Udtale

Der er efterhånden en del der udtaler vidde med blødt + hårdt d, ligesom i floddamper (RA 20.4.91). Hvis man er i tvivl om den rigtige udtale, bør man nok stadig vælge den gamle uden blødt d. Vidde skal altså rime på sig det; og tilsvarende med bredde: ordet skal rime på Agnete.

Navnet på den tjekkiske komponist Martinu skal ikke udtales som om det var fransk, med trykket på sidste stavelse (P1 27.4.91). Tjekkisk har altid trykket på første stavelse, derfor Mártinu.

Kun løs er al fremmed tale

Også i denne måned har fremmede sprog haft uheldig indflydelse på formuleringer i DR.

"Sådan flygtede en bankrøver efter at have røvet en bank" (TVA 12.4.91). Sådan bruges det engelske udsagnsord rob, men dansk røve betyder 'stikke af med noget som man har truet sig til'. Fyren røvede altså nogle penge, og banken, den plyndrede han. Men der er næppe noget at gøre; røve er i fuld gang med at skifte betydning, og det er i dette tilfælde ingen fordel.

"Ministerpræsidenten (i Slovakiet)" (TVA 14.4.91). Der ligger nok et tysk telegram bag. Ministerpräsident betyder 'statsminister' og bør oversættes sådan. Det er nok også tysk der griner igennem i "En gennemsnitsalbaner tjener 400 kr. i måneden" (P1 6.5.91); im Monat hedder på dansk om måneden.

"De såkaldte betjente patruljerer gaderne" (TVA 24.4.91). Her er det igen engelsk der forstyrrer (patrol). På dansk afpatruljerer man gaderne eller man patruljerer på gaderne.

Det er nok tvivlsomt om man i en udsendelse om Sverige (P1 7.5.91) uden videre forklaring kan tale om det svenske folkehjem og om folkehjemsideologien derovre. Ordet giver formentlig associationer i den rigtige retning, men det sikreste ville være at forklare lytterne at folkhem betyder 'velfærdsstat', og at ordet er et specielt socialdemokratisk kælenavn for et samfund af den art.

"Mennesket har krav på et sted hvor hun er fri for de rette linjer" (samme uds.). Det er også lidt for svensk. På svensk er människa hunkøn, rent grammatisk, og derfor hedder det människan...hon. Det skal oversættes til mennesket...det.

God opførsel

I en udsendelse om teater (P1 24.4.91) blev der den ene gang efter den anden talt om opførsel af teaterstykker: "Det er den bedste opførsel jeg endnu har set af det stykke".

Det burde have været opførelse. For opførsel betyder 'optræden' eller 'adfærd': "Han blev løsladt efter 2 ½ år på grund af god opførsel". Men altså: "Det er den ringeste opførelse af Hamlet jeg har set".

Der er andre ord der skifter mellem endelserne -else og -sel sådan at der er en betydningsforskel.

Indførsel betyder 'import': indførsel af levende husdyr; indførelse betyder derimod det at begynde med noget: indførelsen af kildeskatten.

Udførsel er 'eksport': udførsel af industrivarer; udførelse er det at gøre noget: udførelsen af Carl Nielsens strygekvartet var perfekt.

Gennemførsel betyder 'transit', 'det at føre noget igennem': gennemførselstold, gennemførslen af en vej tværs over Vestamager; gennemførelse er det at fuldføre noget: gennemførelsen af studiet tog 5 år for ham.

Taler man om bortførelse, drejer det sig om kidnapning; mens bortførsel bruges om at fjerne ting: bortførsel af kemisk affald.

Endelig er der anførelse og anførsel. Det sidste betyder 'lederskab': under Jensens anførsel skal det nok gå. Men anførelse betyder det at sige eller nævne noget: anførelse af nøjagtig adresse nederst på siden. Derfor hedder det også anførelsestegn, men med anførselstegn som en ikke helt logisk sideform.

Irritationer

Mange mennesker går rundt og irriterer sig over nogle ganske få sproglige småting. En hader udtalen poliitisk, men har intet imod tyypisk. En anden bliver sur over at høre folk sige i sommers og i vinters, men anser det for det rene pedanteri at kritisere fordi at. Der er dem der ikke kan tage formen bagerst og bekæmper den hvor de kan, samtidig med at de anerkender alles ret til at sige et akt i stedet for det rigtige. Og nogle bliver uopmærksomme af raseri i flere minutter når de hører behøve uden at: behøver vi [at] sige mere? – men har aldrig tænkt over at der kunne være noget problematisk ved det manglende at i efter vi var gået...

Det er øjensynlig uforudsigeligt og uforklarligt hvad det er der får den enkelte til at reagere, men irritationen er ægte nok, og når man hører én sige: "Ordet efterfølgende – i stedet for senere – er ved at drive mig til vanvid!" – så virker det tit som om det skal tages helt bogstaveligt.

Jeg har fået et brev fra en DR-mand som fortæller at der er en bestemt udtryksmåde hos et par kolleger som "får blodet til at rulle firkantet gennem hans gamle hjerte". Det drejer sig om nærmeste i stedet for næste i forbindelser som i de nærmeste minutter, i den nærmeste halve time, i de nærmeste 50 minutter.

Det er nok rigtigt at det er en lidt usædvanlig udtryksmåde, men jeg havde aldrig lagt mærke til den selvom jeg må have hørt den mange gange. Nu har jeg spurgt mig omkring, og mine omgivelser har det på samme måde. Det forstyrrer ikke. Der er heller ikke noget ulogisk i udtrykket. Alle kan vist acceptere i de nærmeste dage, i løbet af de nærmeste uger og i den nærmeste fremtid. Men af en eller anden grund bruges nærmest sjældent i forbindelse med minutter og timer. Men hvorfor egentlig ikke? Så hverken ud fra folks reaktioner eller sprogets logik er det altså muligt at finde argumenter mod de nærmeste minutter.

Men efter at jeg er begyndt at tænke over det, hører jeg pludselig i de nærmeste minutter i DR. Ustandselig. Og jeg er ved at blive småskør af det...

Encyklopædien

Der har været talt en del om det store leksikon, nationalencyklopædien i 20 bind som nu er sat i gang, og der er givet flere bud på udtalen af det svære ord.

Det er græsk: enkyklios betyder 'rund' og paidaia betyder 'undervisning'. En encyklopædi er altså noget i retning af en rundvisning i lærdommen.

Udtaler vi ordet efter de regler vi plejer at følge for græske ord i dansk, bliver det ænsyklopædí, og det er den udtale jeg vil anbefale varmt.

Der er også en vis tradition for at udtale ordet på en slags fransk: angsiklopædí. Det skyldes uden tvivl at den franske Encyclopédie (1751-80) har spillet en meget vigtig rolle i europæisk åndsliv og er blevet kendt og omtalt overalt. Den franske udtale er ikke forkert, men det er ikke godt at blande de to udtaler sammen: angsyklopædí. Og som sagt: vælg helst ænsyklopædí. Ordet er svært nok i forvejen.

Encyklopædien skal afløse det gamle Salmonsens Leksikon fra omkring århundredskiftet. Det er også blevet nævnt nogle gange, med forskellige udtaler. I den normale udtale af Salmonsen skal sal- ikke udtales på samme måde som i (gymnastik)sal, men som i salme og salpeter, altså uden stød.

Find fem fejl!

  1. En udsendelse der følger Mozart på sine rejser i Europa. (P1 progr.læsn. 11.5.91)
  2. Planen kan strande på spørgsmålet om hvilke palæstinensere som israelerne vil tale med. (RA 18.4.91)
  3. De 740 aktionærer får sine aktier. (P1 11.3.91)
  4. Mendelsohns violinkoncert i e-mol, dette kendte og afholdte værk. (P1 programlæsning 11.5.91)
  5. Kuwait taber omkring 1 mia. kr. om dagen på grund af de brændende oljekilder som irakerne satte i brand inden de forlod landet. (RA 3.5.91)

Nævninge(r)

I den seneste tid har der i forbindelse med Blekingegadesagen været talt og skrevet en del om nævninge – eller skulle det have været nævninger?

Personbetegnelser der ender på -ing har haft svært ved at beslutte sig for hvilken flertalsform der er den rette, og det er en uorden der begyndte allerede i middelalderen.

Nogle har -e i flertal, og det er de fleste: flygtninge, lærlinge, slægtninge, udlændinge, ynglinge, udsendinge o.a. Nogle har endelse -er: arvingertvillinger, færinger, dronninger o.a. Og så er der dem der har enten-eller: høvdinge(r), skåninge(r), uslinge(r), yndlinge(r), puslinge(r), hedninge(r), galninge(r) o.fl.

Til denne gruppe hører nævning. Flertalsformen er altså enten nævninge eller nævninger, og sådan har det været i sproget i mange hundrede år og i retskrivningsordbøgerne siden 1923. Før den tid var kun nævninger tilladt i skriftsproget, og det er vistnok stadig den som jurister i vore dage foretrækker.

Dette forklarede jeg en journalist der ringede op forleden dag: Du kan selv vælge flertalsform i dette tilfælde. Men der er jo dem der ikke værdsætter den personlige frihed.

"Hvilken form giver færrest læserbreve?" spurgte hun. Jeg rådede hende til nævninge. Det er formentlig den form de fleste ikke-jurister foretrækker – sandsynligvis fordi de fleste personbetegnelser på -ing har -e i flertal.

Kort

"Han har ledet firmaet A.P. Møller i en menneskealder" (TVA 16.4.91). Hvor lang tid er en menneskealder egentlig? Ifølge Nudansk Ordbog betyder det enten et menneskes normallevetid, dvs. ca. 70 år – eller afstanden mellem to generationer, nemlig ca. 30 år. Det vil sige at udtrykket er så upræcist og flertydigt at man bør lade være med at bruge det.

"På Kalvø ligger der et lille minimuseum" (P1 25.4.91). Så kan det da vist heller ikke blive mindre.

"Skal vi i den vestlige verden give afkald på en del af det kød vi sidder på?" (P1 25.4.91).

"De Klerks besøg er et arbejdsbesøg, så hverken dronningen, den røde løber eller livgarden var trukket op" (TVA 24.4.91). En rap og diskret underfundig formulering!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.