Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 59 Man dig op!
 

 

Man dig op!

af Erik Hansen, marts 1991
af Erik Hansen, marts 1991

Selv DR har ikke kunnet holde sig fri af den moderne uskik med at bruge du i stedet for man: "Når du nu har barberet dig hver dag i 30 år, så kan du godt få lyst til at prøve hvordan det er at have fuldskæg".

Der er næppe tvivl om at det er noget der skyldes engelsk påvirkning. Det engelske sprog forsyner os løbende med uundværlige gloser til at beskrive verden med, men i dette tilfælde er engelsk faktisk ved at tage et udmærket ord fra os! Egentlig burde engelsk indføre det praktiske lille ord man til afhjælpning af sin sproglige fattigdom på dette felt.

En anden grund til du-fjolleriet er at der i flere generationer har været ført en anonym dansklærerhetz mod man. Mange kan berette at de i skolen har lært at man er et dårligt, ja måske ligefrem forbudt ord, men det er aldrig lykkedes mig at få en dansklærer til at stå frem og med åben pande begrunde sin idé.

Det må jo være noget med at man er et upræcist ord, men det er jo lige præcis det man har brug for når man siger: "Herfra kan man se til Sverige i klart vejr". Selvfølgelig kan man også bruges forkert eller uhensigtsmæssigt ("Man skal herved henlede opmærksomheden på..."), men skulle man forbyde alle de ord der kan det, ville der ikke blive mange tilbage.

Sig man når du mener det!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret