Kort
Den nye danske udtale af navnet på benzin- og olieselskabet Q8 er "kju æjt" (berigtelse af oplysning i forrige sprogbrev).
Det hedder stadig ikke aktion, når der holdes auktion (TVA 6/1), selv om den interviewede og studieværten tilsyneladende var enige om det.
I forrige sprogbrev hævdede jeg, at der ikke er noget ord, der hedder "enddog". Det fastholder jeg, selv om en god og kritisk læser fra TV-P har sendt mig en Kingo-salme med to eksempler på "enddog". Det glæder mig, at gamle Kingo på den måde finder vej til den hæsblæsende sproglige virkelighed i DR, men som argument for ordets brugbarhed tæller han dog ikke meget. Allerede på Holbergs tid var det ved at være forældet, mest brugeligt i religiøse sammenhænge og ofte i andre forbindelser end det endog, I har at bruge i dag.

