Piger?

af Jørn Lund, september 1990
af Jørn Lund, september 1990

"Det må være muligt, at DR's medarbejdere kan lære, at voksne hunkønsvæsener kaldes KVINDER." Sådan skriver en vred, næsten rødglødende lytter i et brev til DR. Lad os se på sagen.

Når drenge bliver voksne, bliver de mænd. Sætningen "han drog ud som dreng og vendte hjem som mand" kan vel både sætte fantasien i sving og illustrere hovedlinjen.

Når piger bliver voksne, bliver de kvinder. Men undertiden bliver de alligevel kaldt piger, hvad der er mindre formelt og ofte betoner, at de (stadig) betragtes som kønsvæsener. "Nå piger, skal vi se at komme af sted." Denne sprogbrug kan virke lidt overlegen på nogle kvinder, og de kan føle sig hensat i en verden med gammeldags kønsrolleforhold. Men ordet 'kvinder' er for det første svært at bruge i tiltale: "Nå kvinder, er I snart færdige med opvasken", "kvinde, bered mit leje" – nej vel, det går ikke. Og for det andet kan ordet kvinde i mange sammenhænge for nogle mænd have en aura af spadseredragt omkring sig.

Men det er nu ikke kun mænd, der siger 'piger' om 'kvinder'. Mange kvinder har en 'pigeklub' eller arrangerer en 'pige-komsammen', og det synes jeg, de skal have lov til. På samme måde kan mænd tage en aften i byen med 'drengene' eller 'gutterne', holde 'mandegilde' osv., men ikke uden gennem sprogbrugen at tilføre arrangementet en hørm af øl og en klang af hornmusik.

I øvrigt kan kvinder (ofte med en klædelig rødmen) bruge ordet 'drenge' om voksne mænd: "Din store slemme dreng", sagde hun.

Men brevskriveren kan have ret i, at man i alle formelle sammenhænge skal sige 'kvinder', ikke 'piger', når voksne hunkønsvæsener omtales: "Der er færre kvinder end mænd i regeringen", "en ung kvinde overfaldt søndag aften en politibetjent" osv.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret