Oplæsning
Der er stadig gode journalister, der ikke er gode til at læse deres manuskripter op. Tonegang og tempo kan virke unuanceret, vejrtrækningen kan være uhensigtsmæssig, og der kan være trykfejl, hvilket her vil sige, at de forkerte ord betones. I P1 hørte jeg en sætning, der sluttede med disse ord: "...privatisering af DE nationale selskaber". Man venter umiddelbart, at der kommer en bisætning efter, fx "(DE nationale selskaber), som i øjeblikket ikke styres rationelt". Men oplæseren havde ikke haft blikket langt nok fremme i manuskriptet, og det er nødvendigt, at øjnene har et pænt forspring i forhold til stemmen.
Meget få mennesker læser ordentligt op; skolen forsømmer denne idræt, og det er synd, for god oplæsning er god kommunikation. Det er for resten også synd for litteraturen.
En journalist bør i virkeligheden, før et manuskript betragtes som færdigt, have undersøgt, om det kan bestå oplæsningsprøven, om det har dé mundtlige kvaliteter, der muliggør en ordentlig fremførelse. Det skal kunne komme gennem oplæsningens skærsild; ellers går det ad helvede til.
