Kort

af Erik Hansen & Jørn Lund, august 1990
af Erik Hansen & Jørn Lund, august 1990

"I den østtyske marine er man ved at dreje kompasset den anden vej: Et krigsskib er blevet til udflugtsbåd" (P1 5.7.90). Man behøver ikke at vide meget om navigation for at se, at denne billedbrug er noget besynderlig.

"Vibeke Sperling havde produceret denher reportage" (RA 6.8.90). Vi har aldrig sagt, at den(ne)her er forbudt, men det er denne, dette og disse heller ikke. Det, der virker stødende her, er ikke bare, at denher i sammenhængen er for talesprogsagtigt – det er også forkert talesprog: den(ne)her, det(te)her og deher/disseher kan bruges om noget, der kommer, ikke om noget, der er forbi.

"Den irakiske hær har pågrebet amerikanske, britiske og vesttyske statsborgere" (RA 7.8.90). Man kan anholde eller arrestere både skyldige og uskyldige; men har man sagt pågribe, har man også sagt 'på fersk gerning'. Så det skulle det ikke have været her.

"...det var ham, De hørte indledningsvis" (P1 13.7.90). Skal vi ikke holde det spontane talesprog fri af den slags? Og lad os i samme omgang slippe af med efterfølgende: "Det vil vi høre nærmere om efterfølgende." 'Jeg er vidende om' vil med fordel kunne erstattes af 'jeg ved' eller 'jeg har hørt'.

Var det sommervarmen, der 18.7.90 fik en speaker på P1 til at annoncere et program med musik i henholdsvis 'h-mol' og 'fissemol'?

"Man har valgt at indkalde mødet allerede nu, fordi..." (RA 10.8.90). Det må stadig foretrækkes at indkalde til et møde.

I TVA 2.8.90 blev ordet 'chargé d'affaires' anført i tekstningen; det blev ikke stavet rigtigt. Her har vi at gøre med en ikke tilgivelig stavefejl, for ordet lugter langt væk af at være svært. Og det er stadig gratis at slå op i en ordbog.

Hierarki er åbenbart lumsk både mht. stavning og udtale. Mange udelader det sidste r, og mange reducerer antallet af tryksvage stavelser til to, idet de siger "hiraki".

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret