Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 52
 

 

SprogbrevetDR nr. 52

af Erik Hansen & Jørn Lund, august 1990

Udtale

Konflikten i Mellemøsten har mobiliseret talrige variantudtaler af stednavne. Irak høres snart med tryk på første, snart med tryk på anden stavelse. Der skal være tryk på første stavelse, selv om den konkurrerende udtale har det for sig, at den klarere angiver afstanden til Iran, eftersom trykket lægges på den stavelse, der rummer det adskillende element. Sig altså Irak, men skyd trykket frem i afledningen iRAkisk; det gjorde oplæseren ikke i TVA 7.8.90.

Kuwait har en fast og etableret dansk udtale: kuVAJT, altså med tryk på sidste stavelse, enkelt-v og aj-lyd som i 'sejle'. Ordet har stød, det skal rime på 'sejt', ikke på 'light'.

Alligevel hører man så at sige i hver eneste nyhedsudsendelse et mylder af variantudtaler; mange medarbejdere spænder hver for sig over et stort register: Snart er der enkelt-v, snart w-lyd, snart aj-diftong, snart æj-lyd, snart stød, snart ikke stød. Der er oven i købet en medarbejder, der to gange i en radioavis har forsynet det hårdt plagede ord med et tryk på første stavelse: KUwait.

Måske er usikkerheden affødt af den forvirring, der hersker mht. udtalen af benzin- og oliefabrikatet Q8, måske er vore udsendte reporteres immunforsvar over for engelsk-amerikansk så svækket, at vi andre kommer til at lide under det.

Mht. Saudi-Arabien er der tale om to gamle, etablerede variantudtaler, som DR's medarbejdere ikke kan have ansvaret for: saUdi- og sawdi-, med henholdsvis tre og to stavelser. Også engelsk (amerikansk) kender til variation i udtalen af det pågældende led. Anbefaling: sig saUdi, og husk, at det ikke er Arabien, der har trykket, men førsteleddet.

"I sine unge dage tilbragte komponisten en del år i Venezia" (P1 8.8.90). Det ser skikkeligt nok ud med Venezia som staveform, men udtalen "venætsja" er stadig så sjælden, at den virker påfaldende. Venedig, den tyske form af det italienske stednavn, er stadig den gængse i dansk. Morgenspeakerens udtale "veNÆTsja" er dog bedre end de former, der angives i Gyldendals røde udtaleordbog: enten kort e-lyd eller lang e-lyd med stød: "veNEdsja" eller "veNE'dsja". Samme ordbog angiver to udtaler af Venedig, én med hårdt og én med blødt d. Den sidste ligger uden for rigsmålsnormen.

"...overraskelser, de ikke havde fået nys om endnu" (RA 30.7.90). I få nys om skal nys ikke udtales, så det rimer på lys, men med kort y, så det rimer på plys.

"Den Arabiske Ligas udenrigsminister" (RA 2.8.90). Men der er flere af dem, så det skulle have været ministre. Der skal kunne høres forskel på minister og ministre. Prøv engang, om du kan udtale ordene sådan! Og på samme måde klosterklostre, mønstermønstre, sonder - sondre, skulderskuldre, søndersøndre, lækkerlækre, tappertapre osv.

"Tvangsaktionstruede ejendomme" (RA 9.8.90). Nu må tiden være inde til, at man også i DR lærer sig forskellen mellem auktion og aktion. Auktion betyder 'salg til den højestbydende', aktion betyder 'handling'. Og kaution betyder 'det at stille sikkerhed for en anden'; læg mærke til stavemåden (kaution) og udtalen (kausjon).

Find fem fejl

"... da Irak sendte sine overtallige styrker ind i Kuwait" (RA 5.8.90)

"Kan vanskelige fadderskabssager også afsløres ved en DNA-test?" (RA 19.7.90)

"Senest har pladeselskabet CBS fået en sag på nakken" (P3 22.7.90)

BemærkBemærk
Dette er en ældre artikel som indeholder oplysninger der ikke længere er i overensstemmelse med gældende retskrivning! Med Retskrivningsordbogen fra 2012 indførtes valgfrihed mellem en række ord med -ium/-ie, herunder studium/studie; studie er således ikke længere en fejl.

"De universitetsstuderende, der skiftede studie ..." (RA 9.8.90)

"Folketinget lægger, som det har redt" (P1 13.7.90)

Bankvæsen

Det nye bankforetagende Unibank har været heldig med valget af sit navn. Det er kort og enkelt, giver udmærket mening både på dansk, engelsk og andre europæiske sprog – og så kan det oven i købet helt naturligt og ubesværet udtales både på dansk og engelsk: unnibank på dansk, junnibäänk på engelsk.

Sprogbrevet har derfor nogle gange korrekset DR-medarbejdere, som var faldet for den pjattede tilbøjelighed til at udtale alt på engelsk, der kan udtales på engelsk (som da Nordjyllands Radio 28.7.90 omtalte Josepha i operetten Sommer i Tyrol som djöusifa!) Eller rettere, endnu værre, som en ulækker blanding, nemlig junnibank (rimer på stank). Vi troede oprigtigt, at vi handlede i bankens interesse ved at advare mod denne frastødende og urimelige form.

Men nu har vi fået at vide, at banken skam ønsker det sådan, altså uni- på engelsk, -bank på dansk. Begrundelsen er ifølge banken selv "det betydelige internationale islæt" i dens aktiviteter. Der er nok dem, der synes, at det virker mere provinsielt end internationalt. Tænk på noget så internationalt som IBM; i firmaet selv har man vedtaget, at man siger i-be-æm, når man taler dansk, men naturligvis aj-bi-æm, når man taler engelsk.

Sprogbrevet har selvfølgelig ikke skiftet syn på denne sag, men skal herved meget kraftigt opfordre til, at alle DR-folk, der skal omtale Unibank, udtaler navnet i fuld overensstemmelse med bankens egne ønsker, altså uni- på engelsk og -bank på dansk. Hvordan det så skal udtales, når man taler engelsk, det ved vi ikke – og vi skal nok afholde os fra at komme med gode råd.

Fremmedord

Det er ikke godt at tale om "de meget rigide regler" (P1 5.7.90). Der er meget få, der kender ordet rigid, og det er let at finde et dansk ord i stedet.

Endnu værre blev det i Radioavisen 16.7.90: "Det er jo Gorbatjov, der er demandeuren". Det var dog en interviewet gæst, der sagde det, men han burde være krævet til regnskab. Vi klarede det ved hjælp af en ordbog: en demandeur er en, der står med hatten i hånden.

"Det var konklusionen på Telemanns taffelmusik" (P1 8.7.90). Der har uden tvivl stået conclusion på pladeomslaget, men det betyder 'slutning'; konklusion er på dansk noget helt andet.

I den sidste tid har vi nogle gange hørt formen Arabstaterne (fx i RA 2.8.90). Det er en kort og lethåndterlig form sammenlignet med de arabiske stater, men svensk (el. engelsk) er det, og mange vil nok føle den noget forstyrrende. Formen kan heller ikke forsvares fra et systematisk synspunkt: vi har ikke – som svenskerne – ordet arab. Et ord, som svarer nøje til det svenske, men som altså er dansk, ville være Araberstat. Skulle man give det en chance?

Det tyske sprog står tydeligvis ikke DR's hjerte så nær som det engelske. Der er mange og slemme fejl, når der citeres tysk. En af de virkelig pinlige var Endlösung (P1 23.7.90) udtalt med tryk på lösung. Ordet betyder 'ende-' eller 'slutløsning' og var nazisternes betegnelse for den totale udryddelse af det jødiske folk. Udtaler man det med tryk på lösung, lyder ordet som Entlösung; dette ord findes ikke på tysk, men hvis det fandtes, ville det betyde noget i retning af 'befrielse'. Man må da selv vide, om man er dårlig til tysk, og er man det, må man slå alt efter.

Kort

"I den østtyske marine er man ved at dreje kompasset den anden vej: Et krigsskib er blevet til udflugtsbåd" (P1 5.7.90). Man behøver ikke at vide meget om navigation for at se, at denne billedbrug er noget besynderlig.

"Vibeke Sperling havde produceret denher reportage" (RA 6.8.90). Vi har aldrig sagt, at den(ne)her er forbudt, men det er denne, dette og disse heller ikke. Det, der virker stødende her, er ikke bare, at denher i sammenhængen er for talesprogsagtigt – det er også forkert talesprog: den(ne)her, det(te)her og deher/disseher kan bruges om noget, der kommer, ikke om noget, der er forbi.

"Den irakiske hær har pågrebet amerikanske, britiske og vesttyske statsborgere" (RA 7.8.90). Man kan anholde eller arrestere både skyldige og uskyldige; men har man sagt pågribe, har man også sagt 'på fersk gerning'. Så det skulle det ikke have været her.

"...det var ham, De hørte indledningsvis" (P1 13.7.90). Skal vi ikke holde det spontane talesprog fri af den slags? Og lad os i samme omgang slippe af med efterfølgende: "Det vil vi høre nærmere om efterfølgende." 'Jeg er vidende om' vil med fordel kunne erstattes af 'jeg ved' eller 'jeg har hørt'.

Var det sommervarmen, der 18.7.90 fik en speaker på P1 til at annoncere et program med musik i henholdsvis 'h-mol' og 'fissemol'?

"Man har valgt at indkalde mødet allerede nu, fordi..." (RA 10.8.90). Det må stadig foretrækkes at indkalde til et møde.

I TVA 2.8.90 blev ordet 'chargé d'affaires' anført i tekstningen; det blev ikke stavet rigtigt. Her har vi at gøre med en ikke tilgivelig stavefejl, for ordet lugter langt væk af at være svært. Og det er stadig gratis at slå op i en ordbog.

Hierarki er åbenbart lumsk både mht. stavning og udtale. Mange udelader det sidste r, og mange reducerer antallet af tryksvage stavelser til to, idet de siger "hiraki".

Ferie

'Jeg går på ferie i næste uge'. Sådan kan man sige nu. Forskellen på at 'gå på ferie' og 'tage på ferie' er den, at det første udtryk blot angiver, at man ikke vil være på sin arbejdsplads, medens det sidste desuden fortæller, at man heller ikke vil opholde sig på sin sædvanlige adresse. Man kan altså 'gå på ferie' uden at 'tage på ferie', fx hvis man bliver hjemme og dyrker sin have.

Vi er også nogle, der blot 'holder ferie' og dermed ikke fortæller, på hvilken måde vi tilbringer fridagene.

Fodbold

Billedsproget henter i disse år mange udtryk fra sporten, ikke mindst fra fodboldspillet. Man 'takler' en situation, man betragter den evt. 'fra sidelinjen', man kan levere 'udspark', når man vil provokere andre, eller man kan give sine medmennesker ('medspillere' og 'modspillere') 'det gule' eller 'det røde kort' osv. Den slags udtryk kan vel i længden virke trivielle, men de er umiddelbart mere tiltalende end dem fra boksningen: modstanderen kan være 'groggy', man kan evt. 'knockoute' vedkommende – eller i al ærbar fredsommelighed søge en 'sparringspartner'. Det sidste udtryk er særlig populært i kanindræberkredse.

Men billedsproget skal stå til situationen, og med al respekt for Tage Voss's lyst til at provokere virker det nu alligevel sært i en foromtale 15.7.90 at høre, at han 'har været på banen i 40 år'.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.